Del: - -

Sanserne er ikke gode til at styre luftkvaliteten

Sanserne opdager ofte for sent, at der er brug for at åbne vinduet eller skyde solskærmen for.

Sanserne er ikke gode til at mærke, hvornår vi trænger til frisk luft

Foto: Lone Bolther Rubin

Brugerstyring af indeklimaet giver høj grad af tilfredshed, men ikke nødvendigvis et godt indeklima. Derfor er det nødvendigt med en struktureret brugeradfærd.

Vores sanser beder om handling. Når vi fryser, vil vi skrue op for varmen. Når vi sveder, vil vi åbne et vindue. Det er blandt andet derfor, vi er mere tilfredse med indeklimaet i lokaler, hvor vi kan handle på sansernes beskeder til hjernen.

Læs også: Vi vil selv skrue på indeklimaet

I virkeligheden reagerer sanserne lidt sent i forhold til automatiske systemer, der for eksempel kan skærme for solen, inden det bliver for varmt. I det øjeblik har vi måske en stærkere sans, der kalder på sollys. Så bliver vi utilfredse, når solskærmen lukker lyset ude.

Dårlig luftkvalitet med højt indhold af CO2

Sanserne er især dårlige til at vurdere behovet for god luftkvalitet. Det mener Lars Gunnarsen, der er professor i Statens Byggeforskningsinstitut, SBi.

"Vores sanser er ikke særligt gode til at advare os om, at vi skal åbne vinduet. Folk mærker ikke, at luften lige så stille bliver dårlig. Det er først, når der kommer én ind udefra, der kan lugte hørmen, at man opdager det," siger han.

Det bekræfter en Ph.d., som Donya Sheikh Khan har lavet på DTU. Hun fik medarbejdere i NCC’s hovedsæde til at give feedback på indeklimaet via fem knapper på et panel. Blandt andet kunne man trykke på en knap, hvis man oplevede, at der var indelukket.

”Men vi fik kun respons fra folk, når de mødte ind. Så kom de fra den friske luft ude og oplevede rummet som indelukket. Også selvom luftkvaliteten målt på CO2 indholdet i luften, var helt optimal på det tidspunkt,” fortæller Donya Sheikh Kahn.

Mekanisk ventilation kan have følere, der reagerer på luftens indhold af CO2. Det kan give optimal indeluft med minimalt energiforbrug under skiftende belastninger.

Struktureret brugeradfærd er nødvendig

Dårlig luftkvalitet påvirker produktiviteten negativt. Lavteknologisk, naturlig ventilation kræver derfor en struktureret brugeradfærd, og den kan også være konfliktfyldt. For eksempel på en skole.

"Hvis man har lyst til at være søvnig og sløv, så kan det være ret irriterende med frisk luft. Særligt hvis den friske luft er kølig. De friske elever har derimod et højere aktivitetsniveau og kan derfor være generet af varmen," siger Lars Gunnarsen.

Læs også vores tema om indeklima og produktivitet.

Gode råd til brugerstyret indeklima

Har man udelukkende sig selv og sanserne at styre indeklimaet efter, er her et par gode råd:

  • Luft ud et par minutter hver time. Uanset, om I føler behov eller ej.
  • I østvendte lokaler forår og sommer: Skærm af for solen, inden I går hjem om eftermiddagen, så den ikke har nået at varme lokalet op, inden I møder næste dag.
  • Hav tøj på i flere lag, så du kan tage tøj af og på efter temperaturen. Dermed undgår du konflikter med de andre i lokalet.

Senest revideret den 16. februar 2024