Del: - -

Case - Glas og sten blev for meget

Glas gav lys og åbenhed til udstilling af svendeprøver – men det gav også dårlig akustik. Det blev siden forbedret med hvide lydabsorberende plader på væggene.

Hotelskolen har skabt et bedre indeklima og akustik ved at se på materialevalget

Af freelancejournalist Lone Bolther Rubin

Tallerkner med kunstfærdige middagsretter stilles op til bedømmelse. Der er svendeprøve på Hotel- og restaurantskolen på Teknisk Skole i Silkeborg.

Skolens andre elever kan følge med ude fra gangen. De kan se gennem glasvæggen ind til ”udstillingen”, der blev bygget til køkkenet i 2008.

Inde i det lyse lokale kan lærere, censorer og elever snakke sammen om maden. Det går fint – men sådan har det ikke altid været.

Glas, sten og klinker gav rungende lyd

Indtil 2010 var det et rum, som var uudholdeligt at være i. Det rungede og larmede. Lyden var forfærdelig, og så slem, at Arbejdstilsynet gav et påbud.

- Kombinationen af glasvægge, klinkegulve og murstensvægge duede bare slet ikke, fortæller arbejdsmiljøkoordinator Jette Graversen.

Lydabsorberende plader var løsningen

Arbejdsmiljøcentret i Randers blev bedt om at måle på det og komme med en løsning. Det blev at sætte ni store, hvide lydabsorberende plader op på væggene.

Dermed er bygningsreglementet for efterklangstider overholdt, og det kan høres.

- Der er sket en stor forandring. Vi fik efterklangstiden reduceret fra 0,92 til 0,67 sekunder. Nu kan man snakke helt almindeligt sammen derinde, og lokalet kan bruges, som det var tænkt, siger Jette Graversen.

Øvelsen smittede af andre steder på Teknisk Skole i Silkeborg. Der er siden lavet akustikregulerende tiltag i et vejledningscenter og på to værksteder på Autoskolen.


Senest revideret den 15. februar 2024