Solen er kilde til bedre indeklima og økonomi

Solafskærmning på rette tid og sted giver det bedste indeklima – og så kan der spares på energien samtidig. Vi har talt med seniorforsker Kjeld Johnsen fra Statens Byggeforskningsinstitut, der bl.a. taler for manuel overstyring.

Vi vil gerne kunne se ud og mærke solen, når den skinner. Det må bare ikke blive for varmt, og solen må ikke blænde os og give refleksioner i skærmen.

Samtidig går vi mod et bygningsreglement 2020, der stiller ekstreme krav til et lavt energiforbrug. Så hvad gør man, hvis både indeklima og energiforbrug skal være optimalt?

Det har Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) undersøgt og beskrevet i en rapport fra 2011 med titlen ”Integreret regulering af solafskærmning, dagslys og kunstlys.”

De fleste vil gerne se solen så meget som muligt

Konklusionen er, at en optimal solafskærmning både giver bedre indeklima og lavere energiforbrug. Seniorforsker Kjeld Johnsen er medforfatter.

- Det er i virkeligheden meget banalt. Vi har gavn af den passive solvarme i opvarmningsperioden, og i den periode vil folk rigtig gerne have direkte sol på arbejdet. Hvis vi kun skærmer af på de tidspunkter, hvor solen generer, får vi både solvarme, udsyn og godt indeklima, siger han.

Folk er for glemsomme til manuel solafskærmning

Ved manuel styring er folk tilbøjelige til kun at justere på solafskærmningen, når der sker radikale ændringer i vejret, der generer. De glemmer at justere tilbage, og så får man ikke glæde af varmen, dagslyset og udsynet, når generne er væk.

En integreret regulering, som den SBi har defineret, fungerer bedst med udvendige persienner, men kan i princippet bruges med alle typer solafskærmning. Også på eksisterende anlæg. Det fungerer i korte træk sådan her:

Når der ikke er mennesker i bygningen:

  • Systemet regulerer udelukkende efter energihensyn.
  • Om sommeren lukkes afskærmningen for at undgå overophedning.
  • Om vinteren lukkes op, så solens varme udnyttes.

Når der er mennesker i bygningen:

  • Systemet tager nu hensyn til indeklimaet.
  • Solafskærmningen lukker helt eller delvist af, når solen generer. Der skrues op for kunstlyset.
  • Når solen ikke generer, lukkes solskin ind i rummet til glæde og gavn for dem, der er der. Kunstlyset dæmpes.
  • Om sommeren lukkes der af for direkte solskin, men tilstrækkeligt op til at give udsyn og dagslys.

Vigtigt med manuel overstyring af solafskærmning

I forhold til manuel solafskærmning kan en bygning reducere energiforbruget med 15-20 pct. Og det betyder ikke noget, at systemet kan overstyres manuelt.

- Det er vigtigt, at man manuelt kan overstyre. Ellers bliver folk utilfredse, og det koster ikke noget i energiforbrug, for der justeres tilbage til det optimale igen, siger Kjeld Johnsen.

Producenterne holder sig tilbage

SBi har prøvet teorien af i praksis på deres dagslyslaboratorium. Resultaterne er lige til at gå til for producenterne. Det er bare ikke sket.

- Jeg kender ikke til nogen, der har gjort det, og det forstår jeg ikke. Det er faktisk ret simpelt, ikke særlig dyrt, og vi har alle forudsætninger for at gøre det, siger Kjeld Johnsen.


Senest revideret den 23. april 2020