Prioriterer solafskærmning, der er let at vedligeholde

Silkeborg Kommune bruger erfaringer fra driften og giver deres rådgivere gode råd, når der skal vælges solafskærmning. Kommunen foretrækker solafskærmning, der er integreret i bygningsdesignet, fordi det kræver mindst vedligeholdelse.

Af freelancejournalist Lone Bolther Rubin

Silkeborg Kommune Ejendomme vil sikre, at brugerne i deres bygninger får dagslys og udsyn og samtidig undgår at få det for varmt, når solen skinner. Og der er ingen tvivl om, hvordan. Det er nemlig beskrevet i en to siders designmanual målrettet eksterne rådgivere. Manualen er offentligt tilgængelig på hjemmesiden.

”Vi har en skarp holdning på baggrund af vores driftserfaringer. Mange rådgivere har erfaringer med, hvad der er bygbart, men ikke hvordan det er at vedligeholde. Vi bygger ikke for at sælge, men for at bruge bygningerne, så vi har mange års erfaringer, som vi på den måde føder tilbage til rådgiverne” siger ingeniør i Silkeborg Kommune Ejendomme, Thomas Kjems Lyngvad.

Foretrækker løsninger, der er integreret i bygningen

Kommunen foretrækker mekanisk holdbare og passive løsninger til solafskærmning, og første prioritet er løsninger, der er integreret i bygningens design.

”Vi har bygget Campus Bindslevs Plads, hvor vores tanker har været i spil fra starten. Vi har designet med udhæng og placeret vinduerne strategisk, så vi undgår overophedning fra begyndelsen. Det er drømmescenariet. Andre gange har vi en bygning, hvor vi må lappe på et eksisterende byggeri. Så må vi vælge en af de andre løsninger,” fortæller Thomas Lyngvad.

Læs også: Solafskærmning og ventilation giver mindre træthed på Virklund Skole

De mulige løsninger er prioriteret fra 1-5:

  1. Bygningsdesign: Placering/ orientering af bygningskrop. Placering og areal af glas i facade og tagkonstruktion i opholdsrum.
  2. Integrerede passive løsninger i bygningsdesignet, f.eks. store udhæng, svalegange, naturlige skygger.
  3. Passive løsninger med lang holdbarhed og minimal vedligeholdelse, f.eks. udhæng af skråtstillede lameller, indbygget solafskærmning i ruden i kombination med indvendige løsninger til mørklægning.
  4. Passive løsninger med kortere holdbarhed, f.eks. udvendigt solfilm
  5. Aktive løsninger med lavt behov for vedligeholdelse, f.eks. indbyggede persienner, skodder og lignende.

Læs også: Vælg den bedste solafskærmning

Aktive løsninger har laveste prioritet

Og der er en god grund til, at Ejendomme prioriterer aktive løsninger lavest.

”De har et højere vedligeholdelseskrav, og det koster penge. Vi har skam erfaringer med dem. For eksempel udvendige screens, der har rigtig svært ved at blive ved med at køre i skinnesystemet. Det kan være en vindsensor, der ikke reagerer, eller en skinne, der er blevet ramt af en fodbold og slået skæv. Det er sarte systemer, der nemt bringes ud af drift,” forklarer Thomas Lyngvad.

Hensyn til blænding og reflekser er pillet ud af Ejendommes krav til rådgiverne.

”Det ligger hos brugerne. De kan bruge gardiner eller indvendige persienner. Det blander vi os ikke i. Men har man brug for en aktiv løsning, så prioriterer vi dem, der er indbygget. For eksempel persienner, der kører inde i ruden,” siger Thomas Lyngvad.

Designmanualer på flere områder

Designmanualen til solafskærmning står ikke alene. Silkeborg Kommune Ejendomme har tilsvarende beskrivelser af alle mulige andre bygningsløsninger, der angiver retningslinjer og standarder for rådgivere og entreprenører. For eksempel til lysstyring, ventilation og varmegivere. Alt sammen baseret på erfaringer.

Tidligere havde afdelingen en samlet designmanual, men i 2017 begyndte de at udvide indholdet og opdele i særskilte emner. Teksterne er nu flyttet over i en online-struktur, der minder om bygningsreglementets kapitler.

I kan finde inspiration i manualerne her.


Senest revideret den 23. april 2020