Del: - -

Konsekvenser af støj – og hvad vi kan gøre

Få overblik over temaet her. Hvorfor og hvordan forstyrrer støj? Hvem er mest generet af støj og hvad er konsekvenserne? Hvilke tre grundlæggende ting kan man gøre ved forstyrrende støj?

Pædagoger, skolelærere og sygeplejersker er blandt de faggrupper, der er mest forstyrret af støj, men også på kontoret kan det være svært at holde koncentrationen på grund af forstyrrende støj. Det fremgår af undersøgelsen "Arbejdsmiljø og helbred i Danmark" fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA).

Hvis larmen er kraftig, kan den i værste fald give tinnitus eller forringe hørelsen. Læs mere om høreskader.

Ingen alvorlige helbredseffekter af støj på jobbet

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, har slået fast, at folk der dagligt udsættes for kraftig støj fra trafik mv i deres boliger, har øget risiko for hjerte-kar-sygdomme, diabetes og kræft. Det fremgår af denne video, som er udgivet med støtte fra Realdania og Grundejernes Investeringsfond. Stress og forstyrret nattesøvn kan være årsagen.

Man skal dog ikke være bange for, at det samme er tilfældet på jobbet. WHO har undersøgt al tilgængelig forskning om, hvordan støj på arbejdet påvirker medarbejdernes risiko for hjerte-kar-sygdomme. Organisationen konkluderer i et review fra 2021, at der ikke pt er evidens for at støj på jobbet øger risikoen for hjerte-kar-sygdomme.

Hvad kan man gøre for at dæmpe forstyrrende støj?

Alligevel kan støj godt forstyrre arbejdet og påvirke trivslen. Dårlig akustik gør problemerne med støj værre. Løsningen kan derfor bestå af en eller flere af følgende tiltag: 

  • at fjerne eller isolere støjkilder
  • at dæmpe lydniveauet – for eksempel ved ændret adfærd
  • at forbedre akustikken

Støj opleves forskelligt alt efter, hvilken situation man er i. I en skole vil man gerne kunne høre, hvad der bliver sagt i den anden ende af lokalet. Det vil man nødigt i et storrumskontor.

Læs fem tips til bedre akustik på godtarbejdsmiljø.dk

Det er muligt at designe akustikken, så den passer til det ønskede lydmiljø, men det ændrer ikke på, at der kan være brug for at se på adfærden, hvis al forstyrrende støj skal væk.

Læs mere i vores temaer

Støj i skoler og institutioner
Glade børn larmer, men støj hæmmer taleforståelsen. Få gode råd og inspiration til, hvordan man får ørenlyd i skoler og daginstitutioner. Det handler bl.a. om indretning, adfærd og ombygning. 

Støj og forstyrrelser i det store kontor
Telefoner ringer, kaffebryggeren kværner og et par høje hæle sætter trumf på støjen. Du får nok ikke høreskader her, men det kan være svært at holde koncentrationen. Få gode råd om leveregler i storrumskontorer, tips til bedre akustik ved indretning og ombygninger.

Støj på hospitaler 
Der er mange alarmer og andet larm på hospitalsgangene, der kan forstyrre koncentrationen. Få mere viden og inspiration fra afdelinger, der har gjort noget ved det.

Støj udefra
Hvis I er forstyrret af støj fra trafik eller byggeri, skal I vide, der er regler for, hvor meget det må støje – og udmærkede muligheder for at reducere problemerne.


Senest revideret den 16. august 2023