Del: - -

Reducer og isoler den tekniske støj

Computere, printere, kopimaskiner, ventilationsanlæg og kaffemaskiner kan forårsage generende baggrundsstøj. Det er derfor en god idé at isolere det tekniske udstyr fra arbejdet.

Teknisk støj fra ventilationsanlæg kan være et problem i indeklimaet

Almindelig vedligeholdelse og rengøring af det tekniske udstyr kan holde noget af støjen nede. Hvis det ikke hjælper, bør man overveje at skifte til mere lyddæmpede maskiner.

Sørg for at køleventilatorer og harddiske i computerudstyr støjer mindst muligt. Nogle støjende maskiner kan placeres i aflukkede rum, hvor de ikke belaster indeklimaet.

Ofte er det også en god idé at slukke for det elektroniske udstyr, når det ikke bruges i længere tid. Generelt gælder, at støjen fra de tekniske installationer på kontorer ikke bør overstige 35 dB(A).

Ventilationsanlægget

Man bør være opmærksom på, at ventilationsanlægget ikke støjer. Sørg for at det bliver renset og vedligeholdt. Undersøg eventuelt, om der skal sættes “støjsluser” op. Støjsluser er en indretning på anlæg og rør, der reducerer støj.

Ved opsætning af ventilationsanlæg og lignende tekniske installationer anbefales det at stille krav om, at støjbelastningen ikke overstiger 35 dB.


Senest revideret den 26. februar 2024