BrancheFællesskabet for Arbejdsmiljø for Velfærd og Offentlig administration (tidligere BAR SoSu og BAR U&F) gennemførte i 2009 og 2010 en storstilet landsdækkende indsats mod støj. Denne artikel blev skrevet i forbindelse med indsatsen.
Da Børnehaven Toftebo fik besøg af Arbejdsmiljøtjenesten, var det for at se på ergonomien, og personalet udpegede forhold, som de ønskede ændret. En lille ændring fik en overraskende positiv indflydelse på et helt andet problem nemlig støj.
Høje møbler er godt for ryggen...
Personalet pegede blandt andet på de lave møbler på stuerne. En stor del af hverdagen foregår ved disse møbler, og det er en væsentlig belastning for personalet. Børnehaven besluttede derfor at investere 28.000 kroner til at forhøje fem borde og købe 46 nye taburetter. Det har medført, at de ansatte har mindre ondt i ryggen.
...og for roen
Til deres overraskelse faldt støjniveauet samtidig betydeligt. Blandt andet er der kommet mere ro over spisesituationen. Særligt de store børn sidder mere naturligt og har et bedre overblik, og det giver mere ro ved bordet. Personalet begyndte også at deltage mere i de aktiviteter, som foregår ved de høje borde.
Børnene har i øvrigt sat farten ned, når de færdes i lokalerne. De høje møbler virker som en forhindring. Samtidig har de fået nye gemmesteder under bordene og har på denne måde fået mere plads at lege på.
Sammenhængen mellem høje møbler og nedsat støjniveau er ikke videnskabelig bevist. Men børnehaven Toftebo har en helt klar oplevelse af, at der er en sammenhæng i deres tilfælde mellem de nye møbler og støjniveauet.