Case: Mindre larm på legepladsen

Vuggestuen Brohaven skulle have nyt faldunderlag på dele af legepladsen og opdagede, at det reducerede støjen betragteligt.

Af freelancejournalist Lone Bolther Rubin

Før var det voldsomt trættende at høre på gravkøer, traktorer og scootere, der kørte rundt på vuggestuens legeplads.

”Det larmer helt vildt, når der er sand på fliserne. Støjen stressede os, og løsningen var ofte at sætte det kørende legetøj væk, men det er jo en dårlig løsning,” fortæller lederen af Vuggestuen Brohaven i Egå ved Aarhus, Marianne Forsmann.

Problemet blev imidlertid løst ganske overraskende. Krav om blødt faldunderlag betød, at fliserne flere steder blev erstattet af en gummibelægning. Og det larmer meget mindre.

”Så nu er planen at få ny belægning på alle kørestierne, for det gør en kæmpestor forskel,” siger Marianne Forsmann.

I forvejen har vuggestuen fokus på at skabe ro. Ikke kun for de voksnes, men også for børnenes skyld. Og det handler om de kendte tricks med gulvtæpper under skamlerne, og tæpper til legetøjet, men det handler også om kultur og vaner.

”Vi prøver for eksempel at være stille, når vi spiser. Så vi spørger ikke altid, hvad de har lavet på legepladsen, men appellerer til at snakke stille og fokusere på maden i stedet for,” forklarer Marianne Forsmann.


Senest revideret den 21. april 2020