Del: - -

Case - Nu kan lærerne tage jakken af om vinteren

Ny ventilation og temperaturstyring på Skovlunde Skole i Ballerup har gjort indeklimaet bedre for både elever og lærere. Skolen har valgt central løsning for at kunne udnytte gangarealerne bedre.

Skovlunde Skole har fået ventilation, solafskærmning og temperaturstyring - og bedre indeklima

Af journalist Lone Bolther Rubin. Foto: Gate21

Merethe Jensen skulle førhen undervise i hele dage om vinteren med overtøjet på. Alligevel frøs både hun og eleverne, og det var svært at koncentrere sig.

Om sommeren gjorde varmen det ofte helt ulideligt. Støj udenfor betød, at det i perioder var umuligt at åbne vinduerne, og eleverne hang trætte hen over bordene.

Merethe Jensen er lærer og arbejdsmiljørepræsentant på Skovlunde Skole i Ballerup, og hun er rigtig glad for, at skolen nu har fået ventilationsanlæg, solafskærmning og temperaturstyring. Nu kan hun tage jakken af om vinteren og trække vejret om sommeren.

Mekanik og automatik har løst problemerne

Frisk luft siver nu ind i lokalerne gennem ventilationspuder i loftet. Systemet måler, hvornår der er brug for at regulere temperaturen og luftskiftet, og hvornår solafskærmningen skal glide for.

- Vi er stadig i indkøringsfasen og har lidt bøvl med temperaturudsving og træk, men vi har klart færre dage, hvor det er hundekoldt. Nu kan man også bruge gangene. Og jeg hører ikke længere klager over hovedpine eller koncentrationsbesvær fra lærere og elever, siger Merethe Jensen.

Og det med at bruge gangene er ikke så dumt. På en skole, hvor der er stor forskel på klassestørrelserne, og hvor gangarealet udgør cirka en fjerdedel, er det fornuftigt at kunne inddrage gangene til gruppearbejde mv.

Gate21 testede tre løsninger på Skovlunde Skole

Skovlunde Skole havde i et par år inden været involveret i projektet 'Skolerenovering i en helhed', hvor tre forskellige løsninger er testet - ikke bare i forhold til ventilation, men også lys og akustik.

  • En hybrid ventilationsløsning, som kombinerer naturlig ventilation gennem automatisk styrede vinduer og små decentrale mekaniske ventilationsenheder.
    Samtidig er der sat akustiklofter op og justerbart lys, der kan retningsbestemmes til forskellige formål.
  • En løsning, hvor akustiklofter samtidig fungerer som sivende ventilationskanal for den decentrale mekaniske ventilation. Samtidig er der opsat justerbart lys, der giver en jævn belysning i hele lokalet.
  • Den sidste løsning var at eksperimentere med involvering af eleverne. Målet var at se, hvor meget det kunne påvirke indeklimaet, at eleverne fik viden om indeklimaet og mulighed for at etablere alternative væresteder på skolen.

Læs også: 9. x ændrer vaner og får bedre indeklima 

Den mekaniske løsning og hybridløsningen fik CO2 indholdet i luften til at falde ganske meget, så det stort set hele tiden ligger under de tilladte 1.000 ppm (parts per million). Og det gav også færre gener i form af hovedpine. Men det var lyset og akustikken, der blev bemærket mest af eleverne.

Der er udførlige artikler om løsninger og effekt på Gate21's hjemmeside. 

Læs også:

Central løsning gjorde det muligt at bruge gangene

Selvom elever og lærere var glade for løsningerne med akustik og lys, valgte kommunen ikke nogen af de testede løsninger til resten af skolen.

- Det kan virke ulogisk, erkender Mads Bo Bojesen, der er centerchef i Center for Ejendomme i Ballerup Kommune.

- Men projektet prøvede nogle decentrale løsninger af, som virkede fint. Men de virkede ikke optimalt, hvis vi også skulle løse problemet med indeklimaet på de store gangarealer. Så i samarbejde med rådgiverne nåede vi frem til den aktuelle løsning med en central ventilation, forklarer han.

Erfaringer breder sig i kommunen

Erfaringerne fra Gate21 projektet er dog langt fra spildt. De bliver taget med i overvejelser andre steder i kommunen.

- Specifikt er solafskærmning og løsningen med diffus indblæsning via akustiklofter noget, vi arbejder videre med, fordi det netop også kan løse andre indeklimaproblemer end ventilation. Vi har også fået øjnene op for, hvor meget det betyder for brugerne at sikre gode lysforhold, siger Mads Bo Bojesen.


Senest revideret den 15. februar 2024