Del: - -

Rød sky minder klassen om at lufte ud

Elever lufter selv ud, mens Tingbjerg Skole i Brønshøj venter på at blive renoveret og få mekanisk ventilation. Det sker 3-4 gange i løbet af et modul, når en lille SKY lyser rødt.

Af freelancejournalist Lone Bolther Rubin. Fotos: ÅBN.

Mens 6. klasse på Tingbjerg Skole sidder bøjet over gruppearbejde og skolebøger, så holder en lille blå SKY på væggen øje med luftkvaliteten. Når skyen lyser rød, rejser en af eleverne sig for at åbne vinduet uden at afbryde undervisningen. Det sker 3-4 gange i løbet af et modul på 1,5 time.

”Jeg er overrasket over, hvor tit vi skal lufte ud, og det er godt at have SKYEN til minde os om det. Det er let at åbne et vindue, når det er for varmt, men CO2 niveauet mærker man ikke, når man sidder i det. Og selvom vi ved, at vi skal lufte ud, så er det let at glemme, når vi sidder koncentreret i en undervisningssituation,” siger klassens lærer og skolen arbejdsmiljørepræsentant Jakob Hansen.

Opgaven med at holde øje med skyen og åbne vinduer går på skift mellem eleverne og følger dukseordningen. Klassen har aftalt, at det ikke må forstyrre undervisningen.

SKYEN halverer tiden med dårlig luft i klassen

I løbet af halvandet år – afbrudt af to Corona nedlukninger – har Tingbjerg Skole prøvet SKYEN af i fire klasseværelser. Det er sket som et led i et Realdania støttet projekt, hvor i alt 33 skoler har deltaget.

Undervejs er CO2-indholdet i indeluften målt både i klasseværelser med og uden SKY, og det er der kommet en rapport ud af.

Den konkluderer, at SKYEN påvirker elevernes adfærd effektivt – også på den lange bane. Tiden med dårlig luftkvalitet (over 1000 parts per million CO2) blev i forsøgsperioden gennemsnitligt reduceret fra 3 timer om dagen til 1,5 timer.

Mere overskud til læring

Det betyder noget for indlæringen. Det er der flere undersøgelser, der konkluderer. Bl.a. en fra DTU, der viser, at elevernes præstationer kan forbedres med op til 14 pct., hvis man fordobler ventilationsraten fra et lavt niveau.

Læs også:

På Tingbjerg Skole blev SKYEN suppleret med ventilatorer, fordi der også var problemer med varme. Sammen med den friske luft har det givet et mere behageligt lærings- og arbejdsmiljø. Jakob synes selv, at han kan mærke en forskel.

”Vi har ikke målt på vores oplevelse af indeklimaet, men jeg synes, jeg kan mærke, at eleverne har mere overskud i forhold til både læring og hinanden. Og når læringsmiljøet bliver bedre, så bliver arbejdsmiljøet for lærerne også nemmere.”

Sætter indeklimaet på skoleskemaet

De gode erfaringer på Tingbjergskolen har fået ledelsen til at købe komplette sæt med SKY’er, dukse-kit og undervisningsmateriale til hele mellemtrinnet fra 4.-6. klasse.

”Indeklimaet betyder meget for, om elever og lærere kan koncentrere sig. Vi venter på en helhedsrenovering af skolen, hvor vi får mekanisk ventilation. Men det er først færdig i 2025, så vi har nogle år endnu, hvor SKYEN kan hjælpe nogle årgange på vej. Indtil nu har vi siddet alt for længe ad gangen uden frisk luft,” konstaterer skoleleder Marco Damgaard.

Han håber, at eleverne i mellemtrinnet får det med at lufte ud så meget på rygraden, at de vil tage de gode vaner med ind på udskolingen. Undervisningsmaterialet bliver derfor også en fast del af pensum på mellemtrinnet.

”Det giver noget indlæring og en overordnet fælles faglighed og ansvarsfølelse. I mellemtrinnet er eleverne gamle nok til at forstå det og unge nok til at synes, det er spændende. Når de får indbygget nye rutiner og samtidig har en dybere forståelse for problemet, så tror jeg på, at det holder ved,” siger Marco Damgaard.

Du kan læse mere om SKYEN og projektets resultater i denne artikel på Realdanias hjemmeside. 

Få hjælp af Realdanias rejsehold

Projektet på Tingbjerg Skole er realiseret med støtte fra Realdania. I 2021-22 tager Realdania ud i landets andre kommuner og hjælper med at lave en strategi for bedre indeklima på skolerne. Og i 2022 åbner en ny pulje, der kan støtte arbejdet i den enkelte kommune. Skal I have hjælp? Læs mere her.


Senest revideret den 27. august 2021