Del: - -

Gode råd til nye vaner, der giver bedre indeklima i skolen

Få mere frisk luft og bedre koncentrationsevne i klasseværelserne med disse gode råd.

Gode råd til bedre adfærd i skolen med udluftning for bedre indeklima

Tekst og foto: Journalist Lone Rubin

Et af de største problemer med skolernes indeklima er dårlig luftkvalitet forårsaget af for mange mennesker på for lidt plads - ofte målt på indholdet af CO2.

Mekanisk ventilation er ikke tilgængelig eller tilstrækkelig alle steder, så for at få mere frisk luft, er det nødvendigt at lufte ud eller nedbringe belastningen af klasseværelset. Det er dog ofte ikke muligt at lufte ud i løbet af undervisningstiden, enten fordi det lukker larm og uro ind, eller fordi det giver træk.

Derfor må man se på, hvordan man kan lufte ud uden at genere undervisningen og/eller få eleverne ud af klasserne. 

Læs også vores tema om nudging

Ny ønsket adfærd er f.eks.:

1. Gå ud i pauserne
- det nedbringer ophobningen af CO2 i klasseværelserne.

2. Varier undervisningen
med aktiviteter udenfor eller i andre rum på skolen.

3. Få eleverne til at lufte ud
- f.eks. som en del af deres dukse-tjans.

Fasthold indsatsen med disse råd

Det er muligt at gennemføre den slags adfærdsændringer, og det har en målbar effekt. I et interventionsstudie, som DTU og Alexandra Instituttet har lavet for Realdania (Indeklima i skoler, 2017), har seks klasser arbejdet med adfærdsændring.

Selvom målingerne viste en bedring i indeklimaet, kunne lærere og elever ikke rigtig "mærke" en forskel, og eleverne havde svært ved at forstå meningen med indsatsen.

Det er sammen med et generelt tidspres muligvis forklaringen på, at de pågældende klasser havde svært at fastholde de nye vaner. Lærerne har derfor følgende anbefalinger til, hvordan man kan arbejde med adfærdsændringer, hvis de skal have en varig effekt:

1.   Involver hele skolen

At ændre vaner påvirker hele kulturen omkring pauser, undervisning og vaner. Det skal derfor være et fælles ønske og mål på skolen at sætte og holde fokus på adfærd, der giver bedre indeklima.

2.   Indtænk andre initiativer

Hvis skolen arbejder med bevægelse eller sociale aktiviteter, kan det med fordel tænkes sammen med adfærd, der kan have en positiv virkning på indeklimaet. Det kan give en dybere mening med adfærdsændringen.

3.   Gør det let og simpelt

Gør indsatsen konkret, og placér den på tidspunkter, hvor det giver mening – for eksempel samtidig med, at man skal bevæge sig.

4.   Det skal give mening for eleverne

Lær eleverne, hvorfor de har brug for et godt indeklima. Lav f.eks. målinger af indeklimaet eller opgaver, der giver dem viden. Hvis eleverne f.eks. ikke forstår, hvorfor de skal lufte ud eller gå udenfor i pauserne, kan det let møde modstand. Eleverne synes måske, det er for koldt, og kan ikke forstå, at de ikke må være inde i frikvarteret.

5.   Lav alternative rum til læring

Indret alternative og attraktive lærings- og opholdsmiljøer både inde og ude. Det kan aflaste klasseværelset. Lad evt. eleverne deltage i indretningen af de alternative lokaliteter.

Kilde: Indeklima i skoler, Realdania, 2017.


Senest revideret den 16. februar 2024