Del: - -

Målbare krav til materialer

Sørg for, at I stiller målbare krav til materialer allerede i udbuddet. En væsentlig del er at stille krav til gode egenskaber i forhold til indeklima. Der er hjælp at hente i danske standarder, vejledninger med videre.

Af journalist Lone Bolther Rubin

Se det for dig: Arbejdspladsen skal flytte til en helt ny bygning. Forventningerne er i top. Her må indeklimaet være nærmest perfekt. Her må man kunne trives og være frisk og sund dagen lang. 

Men det er ikke nogen selvfølge. Skal drømmen opfyldes, må man sikre sig dygtige rådgivere under byggeprocessen og stille klare, målbare krav til leverandørerne.

- Man er nødt til at finde ud af, hvad man skal bede om, og så skal det med i udbuddet, siger Rolf Simonsen, der er sekretariatschef i Værdibyg, der repræsenterer syv toneangivende organisationer fra byggeriet, blandt andet Bygherreforeningen.

Stil målbare krav til indeklimaet

Han anbefaler bygherren og byggeudvalget at sætte sig ind i, hvad materialer kan og ikke kan i forhold til indeklimaet. Og så stille krav til kvaliteten af det færdige byggeri.

- Man skal stille målbare krav til indeklimaet. Så kan man undervejs i byggeriet kontrollere, om leverandørerne kan leve op til det, siger Rolf Simonsen og fortsætter:

- Det kan give nogle konflikter mellem flere ønsker til byggeriet. Men det giver mulighed for at træffe nogle bevidste valg, som man kender konsekvensen af.

Få hjælp til at bevare overblikket

Kasper Lynge er rådgivende ingeniør med speciale i indeklima hos Alectia. Alectia får tit henvendelser fra virksomheder, der lige har bygget nyt, men som alligevel har problemer med indeklimaet. 

Det kan f.eks. være utilsigtet støj eller træk fra ventilationsanlægget eller overophedning bag store glasfacader. Kasper Lynge anbefaler derfor, at man får hjælp til at stille de rette krav allerede i projektfasen:

- Det er vigtigt at rådføre sig med en sagkyndig, der har hele overblikket, for retter man fokus på ét parametre, har det ofte en utilsigtet indflydelse på et andet, siger han.

Publikationer, der kan hjælpe på vej

Som udgangspunkt for nogle målbare krav kan man bruge de danske standarder. Der er udgivet to væsentlige: DS1752 og DS15251. Se mere på www.ds.dk

Standarderne angiver kravene til luftskifte, afgasning, efterklangstider mv. Der er tre niveauer. Det bedste svarer til det, som forskerne anbefaler. Det dårligste opfylder de lovmæssige krav, der er til eksisterende byggerier. I midten er standardkravene til nye bygninger.

På skoleområdet kan man hente hjælp i Sundhedsstyrelsens pjece: ”Forebyggelsespakke Indeklima i Skoler”, som er udgivet i december 2012.

I temaet "Støj i dagtilbud og SFO" kan man læse om støj, som er et problem i mange daginstitutioner, og hvordan man kan arbejde aktivt for at reducere den. Hæftet henvender sig til institutioner, arbejdsmiljøudvalg og arbejdsgivere mv., som ønsker at reducere støjen

Branchevejledningen "Når klokken ringer - Branchevejledning til grundskolen og det almene gymnasium (STX)" er et opslagsværk for de lærere, der underviser i lokaler, hvor der stilles særlige krav til sikkerhed. Samtidig kan vejledningen bruges af skolens ledelse i forbindelse med indkøb, indretning, vedligeholdelse af bygninger mv. og på forvaltnings- og projekteringsniveau, når der skal bygges nyt eller renoveres.

På www.værdibyg.dk kan man finde flere nyttige vejledninger. I slutningen af maj 2013 kommer der to nye hæfter: ”Commissioning-processen” handler om at stille målbare krav og følge op på dem igennem byggeprocessen. 

Det andet hæfte, ”Driftsorienteret byggeproces”, handler om at bygge med henblik på at få et driftsvenligt byggeri med lavere driftsudgifter.


Senest revideret den 14. oktober 2020