Passivhus med godt indeklima på EUC Nord

EUC Nord er den første erhvervsskole, der er certificeret som passivhus. Et godt samarbejde i byggeudvalget har resulteret i et vellykket indeklima med en varmegenvinding på 90 pct.

EUC Nord er den første erhvervsskole, der er certificeret som passivhus. Et dygtigt byggeudvalg har sørget for godt indeklima, som ikke er en del af certificeringen til passivhus.

HTX-eleverne i Hjørring har fået et bedre indeklima. For et par år siden fik deres skole, EUC Nord, et påbud fra Arbejdstilsynet. Der var fugtig og dårlig luft i de pavilloner, eleverne blev undervist i.

Det fik erhvervsskolen til at indlede en byggesag med 1103 kvm nyt og ombygning af 111 kvm. Bjerg Arkitektur, som vandt opgaven, foreslog et passivhus. Det var bestyrelsen og direktionen hurtigt med på.

Ingen krav til indeklimaet i passivhuset

Et passivhus bruger meget lidt energi på opvarmning. Det er tæt og velisoleret og har en varmegenvinding på over 90 pct. Det bliver certificeret efter tyske regler, men der er ingen krav til indeklima.

Det var derfor op til byggeudvalget på EUC Nord at komme på løsninger, der sikrede et behageligt miljø for elever og lærere. Udvalget bestod af bygherre, brugere, arkitekter og rådgivere, og de havde stor fokus på indeklimaet.

- Vi har snakket sammen og haft forskellige erfaringer at trække på. Det har fungeret godt. For eksempel har vi fået en rigtig god rumventilation, fortæller service- og bygningschef Hans Jørgen Nielsen.

Godt samarbejde har givet godt indeklima

Arkitekternes forslag om synlige installationer i stedet for lofter på gangene, blev afværget af skolens arbejdsmiljøleder. Gangene skulle bruges til gruppearbejde, så der var brug for en rigtig god akustik.

I stedet kom der træ-lameller op med akustik-bats bagved.

- Den beslutning er vi rigtig glade for i dag, siger Hans Jørgen Nielsen.

Samlet set har udvalget opnået et rigtigt velfungerende indeklima. Skolen har kun lavet ganske få justeringer, siden byggeriet stod færdigt sidste år.

Kun få justeringer har været nødvendige

Den nye bygning rummer syv undervisningslokaler med store vinduer mod syd. Udvendige persienner skulle sørge for, at der ikke blev for varmt.

De meget solrige sommer- og forårsdage fik dog temperaturen til at stige for meget. Nu er driftsfolkene blevet mere skarpe på, hvornår ventilationsanlægget skal køre om natten, for at få en lavere morgentemperatur.

Desuden har skolen sat tynde gardiner op for at undgå genskin i de interaktive tavler. Det var et forhold, man ikke havde forudset.

Bæredygtige tanker uden systematik

EUC Nord vil gerne profilere sig på at være grøn. Byggeudvalget har ikke direkte snakket om bæredygtigt byggeri, men de har alligevel overvejet materialevalget.

For eksempel er der brugt Termowoods i stedet for trykimprægneret træ, og der er valgt vedligeholdelsesfri vinduer. Hans Jørgen Nielsen erkender dog, at de faktisk ikke helt ved, om de har valgt rigtigt.

- Vi har ikke været hele vejen omkring produktionsforhold og driftsøkonomi, men vi har haft intentionen, siger han.

Vil overveje bæredygtigt byggeri fremover

Hvis skolen havde fulgt en certificering for bæredygtigt byggeri, ville der have været en systematisk gennemgang af alle forhold – ikke kun vedrørende energiforbruget, men også om indeklima, materialevalg og økonomi.

Hans Jørgen Nielsen synes umiddelbart, at det kunne være interessant at prøve. For eksempel ved brug af den kommende danske DGNB certificering.

- Så skal bestyrelsen selvfølgelig også være indstillet på, at byggeprocessen måske bliver lidt længere, siger han.


Senest revideret den 23. april 2020