Del: - -

Sundhedsrisiko ved radon

Ifølge WHO er radon den næststørste årsag til lungekræft, kun overgået af rygning. Det vurderes at radon er årsag til 9% af alle nye tilfælde af lungekræft i Danmark.

Radon udsender alfastråler, der kan beskadige levende celler og væv. Risikoen ligger dog kun i forbindelse med indånding af radon, da huden stort set kun består af døde celler yderst, og der kommer strålingen ikke igennem.

Befinder man sig i rum med store mængder radon øges risikoen for lungekræft. Det skyldes, at når du indånder radonpartikler, sætter de sig i lungernes væv, og strålingen fra partiklerne kan beskadige de levende celler.

Er du ryger er risikoen for at udvikle lungekræft på grund af radon op til 25 gange højere end normalt. En undersøgelse har vist at, af personer der har været udsat for større mængder radon det meste af deres liv, der vil 4,5-7,0 ud af 1000 ikke-rygere dø af lungekræft på grund af radon, hvorimod tallet er 100-160 ud af 1000 for rygere.

En anden større dansk undersøgelse har påvist, at børn der er opvokset i hjem med store mængder radon har en øget risiko for at udvikle akut lymfatisk leukæmi. Det skal dog påpeges at til trods for flere større undersøgelser, så er der stadig stor usikkerhed på dette område.

Du kan læse mere om sundhedsrisikoen ved radon på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.


Senest revideret den 21. november 2023