Del: - -

Den syge bygning

Dårligt indeklima er et problem mange steder. Det går udover helbredet, arbejdsevnen og kan give øget sygefravær, der er dyrt for både arbejdspladsen og samfundet.

De fleste danskere opholder sig næsten alt deres tid inden døre og en stor del af tiden tilbringes på arbejdet. Det er derfor afgørende, at bygningerne vi opholder os i har et godt indeklima, der ikke skaber ubehagelige gener og påvirker helbredet og arbejdsevnen.

Den syge bygning

WHO omtaler problemer med indeklimaet som de ’syge bygningers syndrom’. Det sker i tilfælde, hvor forekomsten af for eksempel hovedpine, træthed, irritation af øjne, næse eller luftveje er hyppigere blandt ansatte på en arbejdsplads end blandt befolkningen generelt.

På trods af at så meget af vores tid bruges på indendørs aktivitet, giver indeklimaet alligevel problemer mange steder. WHO anslår, at op mod 30% af alle nye eller nyrenoverede bygninger har problemer med indeklimaet. En undersøgelse blandt ansatte i en større kontorbygning viste, at en tredjedel havde problemer med dårlig luftkvalitet og oplevede, at det mindskede deres arbejdsevne.

En anden lignende undersøgelse af bygningers indflydelse på brugernes velbefindende påviste også en tydelig sammenhæng mellem antallet af indeklimasymptomer og sygefravær.

Bygningen og social adfærd

Kvaliteten af indeklimaet hænger sammen med de fysiske omgivelser og af børn og voksnes adfærd i bygningerne. I skoler, fritidsordninger og daginstitutioner er for eksempel larm fra børn og unge et generende problem for mange pædagoger. I en undersøgelse fra pædagoger og klubfolkenes forbund (BUPL) vurderer mere end 80% af pædagogerne, at støj- og indeklimaforholdene i institutionerne er så dårlige, at det giver anledning til problemer.

Prioriteres højt

Når indeklimaet halter kan det let gå ud over lysten og motivationen til at arbejde. Tal fra 2001 fra Arbejdstilsynet viser da også, at indeklimaet vægtes højt og inddrages i arbejdspladsvurderingerne (apv), når det samlede arbejdsmiljø skal undersøges. Inden for brancherne offentlig kontor/administration, undervisning/forskning, daginstitutioner samt sygehuse indgår en undersøgelse af indeklimaet i  80% til 90% af alle arbejdspladsvurderingerne. På institutioner for voksne prioriteres indeklimaet en smule lavere og inddrages i 60% af apv'erne.

Læs hvordan I kan arbejde med indeklima i APV'en.

Det koster penge

Et dårligt indeklima, der kan gå udover arbejdsevnen og øge sygefraværet, har også økonomiske konsekvenser – både for den enkelte arbejdsplads og for samfundet som helhed. Engelske beregninger anslår, at dårligt indeklima alene i England koster omkring 350-360 millioner pund om året som følge af blandt andet produktionstab.

Kilde: Rapporten ’Indeklimasymptomer og oplevelse af indeklimaet på hospitaler og kontorer.’ Christensen M. et al. Arbejdsmiljørådets Service Center 2001.

Læs også vores tema om produktivitet.


Senest revideret den 8. juli 2021