Del: - -

PCB i indeluften

Der er for meget PCB i indeluften i 5-9 pct. af de offentlige bygninger, der er opført fra 1950-1977. For skolernes vedkommende er det 9-19 pct. Se her, hvor det stammer fra

Foto: Bygge- og Miljøteknik A/S

PCB er et farligt giftstof, der skader mennesker og miljø. Det blev brugt i visse byggematerialer i perioden 1950 til 1977, hvor stoffet blev forbudt, samt i høje koncentrationer i kondensatorer til lysarmaturer frem til 1986. 

PCB kan brede sig til andre byggematerialer og inventar og kan forurene indeluften i mange år efter. Varme og visse ventilationstyper kan forværre forureningen, der hverken kan ses eller lugtes.

Grontmij/Cowi har kortlagt problemets omfang i slutningen af 2013 for en række offentlige styrelser. Rapporten fra Grontmij/Cowi viser, at der er et uacceptabelt højt indhold af PCB i indeluften på mellem 9 og 19 pct. af de danske skoler, der blev opført fra 1950-1977. For andre offentlige bygninger gælder det for 5-9 pct.

Der forekommer dog PCB i langt flere bygninger (ca. 80 pct. fra perioden), især i bløde fuger, men uden at det har bredt sig til et kritisk niveau i indeluften. Man skal dog stadig være opmærksom på problemet, hvis børn kan pille i fugerne, eller hvis der skal bygges om.

Læs også om: 

Arbejdsgivers og bygningsejers ansvar

Det er arbejdsgiverens ansvar, at medarbejderne kan arbejde i et sundt indeklima. Ifølge Arbejdstilsynet bør arbejdsgiveren undersøge indholdet af PCB i indeluften, hvis der er gummiagtige fuger i bygningen, der stammer fra 1950 - 1977.

Der findes også andre primære kilder til PCB-forurening end bløde fuger. Det er især malede arealer, termoruder og utætte kondensatorer i lysstofarmaturer (som kan være produceret med PCB helt frem til 1986). Læs også artiklen Find og fjern PCB.

Hvis indeluften indeholder for meget PCB, er arbejdsgiveren forpligtet til at finde en løsning. Blandt andet kan en række midlertidige tiltag sættes i gang som for eksempel rengøring, sænkning af temperaturen og udluftning.

Bygningens ejer er forpligtet til at sikre mennesker og miljø i bygningerne mod påvirkning af PCB. Derfor skal ejeren bringe de grundlæggende forhold i orden og om nødvendigt fjerne kilderne til forureningen.

Læs i artiklen Det kan i selv gøre hvordan man afhjælper PCB-forurenet indeluft med blandt andet rengøring, ventilation, solafskærmning og indkapsling mv.


Senest revideret den 21. december 2022