Del: - -

Case - Kræver kvalitet i indeklimaet

Middelfart har lært af første runde med energirenoveringer – fremover får indeklimaet en vigtigere rolle. Kommunen er blevet bedre til at stille de rigtige krav.

- Vi er blevet dygtigere til at stille krav. Fremover vil vi også komme til at stille krav til kvaliteten af indeklimaet. Det siger klimachef ved Middelfart Kommune, Morten Westergaard.

Middelfart Kommune var en af de første til at gå sine bygninger efter og få dem energirenoveret. Det skete i samarbejde med en privat virksomhed, der garanterer for gevinsten ved energirenoveringen. Et såkaldt ESCO-program. (Energy Service Company)

Har lært, at indeklimaet også er god forretning

Det har været en lærerig proces. Blandt andet fandt kommunen ud af, at der var mange ventilationsanlæg, der var blevet slukket rundt omkring. Enten fordi brugerne ville spare på det, eller fordi de ikke forstod at bruge det rigtigt.

Det er hverken godt for bygningerne eller deres brugere. Derfor måtte ventilationen tændes igen, og i de tilfælde var det svært at spare på energien.

- Men vi blev opmærksomme på, at der er et kæmpe perspektiv i at få et bedre indeklima. Det er faktisk også et effektiviseringshåndtag, som man kan skrue på. Det er jo dokumenteret, at det øger koncentrationsevnen og giver mindre sygefravær, siger Morten Westergaard.

Tre K’er: Klima, konto og komfort

Kommunen opererer derfor nu med tre K’er i stedet for to. Nemlig klima, konto og komfort. Der er simpelthen skabt forståelse for, at komforten også kan aflæses på kontoen.

- Indeklimaet er steget i anseelse hos os. Også blandt politikerne, og der er ingen tvivl om, at vi vil få gang i nogle indeklimaprojekter fremover, siger Morten Westergaard.

Han kan endda forestille sig en ESCO-model, hvor en privat virksomhed garanterer for effektivitetsgevinsten ved et bedre indeklima – frem for det traditionelle fokus på energibesparelser.


Senest revideret den 22. april 2020