Forside > Månedens tema > November: Produktivitet og indeklima > Dårligt indeklima koster lærdom

Dårligt indeklima koster lærdom


Elever klarer sig 10-20 procent bedre, når man forbedrer indeklimaet i klasselokalet. Det svarer til, at vi i dag taber et helt skoleår per barn. Således kan resultaterne af en undersøgelse, gennemført på Rungsted skole af forskere fra DTU, konkluderes.

 

Dårligt indeklima på skolerne

Det er ikke nogen hemmelighed, at mange danske skoler er præget af dårlige indeklimaforhold. Men betyder det noget for elevernes indlæringsevne? Og i givet fald hvor meget? Det er vigtige spørgsmål, som en ny undersøgelse fra center for indeklima og energi på DTU, kan give os et indblik i.

 

"Indeklimaet på skoler er betydeligt dårligere end det, vi ser på arbejdspladser for voksne. Samtidig har man som voksen, trods alt mulighed for at søge andet arbejde, hvis man ikke kan tåle indeklimaet på sin arbejdsplads. Den mulighed har børnene ikke." Således udtaler lektor Pawel Wargodcki til bladet Dynamo.

 

Stort forbedringspotentiale

Pawel Wargodcki har sammen med professor David Wyon, undersøgt elevers præstationsevne ved normalt og forbedret indeklima, på 4. til 6. klassetrin. Og undersøgelsens resultater er yderst tankevækkende. Når temperaturen i klasseværelset blev sænket fra 25 C til 20 C, klarede eleverne sig 10-20 % bedre. På samme måde førte et tredobling af luftskiftet ligeledes til 10-20 % bedre resultater blandt eleverne.

 

Børn påvirkes mere end voksne 

De store forbedringer i elevernes præstationer er ikke kun overraskende for os, udenforstående. Selv forskerne bag projektet blev overraskede. Resultaterne viste nemlig, at effekten er dobbelt så stor blandt folkeskolens elever, end man oplever den blandt voksne kontoransatte. "Forskellen kan måske skyldes, at eleverne hele tiden skal lære noget nyt, mens de fleste voksne har en højere grad af rutine i deres job. Samtidig er voksne formentlig bedre til at undertrykke symptomerne, mens de slår direkte igennem hos børnene" forklarer Pawel Wargodcki til Dynamo.

 

Det handler også om lærerne

Undersøgelsen kan kun sige noget om børnenes indlærings- og præstationsevne i forhold til indeklimaforhold. Men klasselokalet, som er præget af dårligt indeklima, er også arbejdsplads for utallige lærere. Og alt andet lige, må de også blive berørt af forholdene. Forbedringer af indeklimaet vil derfor have en dobbelt effekt: eleverne bliver bedre til at tage imod, men læreren får også bedre forhold til at levere en kompetent undervisning.

 

Manglende forbedringer af indeklimaforholdene på de danske skoler, bliver ofte økonomisk begrundet. Men undersøgelsen fra DTU gør et nyt spørgsmål relevant: Har vi råd til at lade være med at investere i indeklimaet på skolerne?




Senest revideret den 15. maj 2012