Del: - -

Eksperten: Overvej nøje jeres behov for ventilation

Det er vigtigt at overveje sit ventilationsbehov nøje, inden man kaster sig over naturlig ventilation. Per Heiselberg, som er ekspert i ventilation fra Aalborg Universitet fortæller, hvad man skal være opmærksom på, hvis man overvejer at indføre naturlig ventilation på arbejdspladsen.

Behovet er afgørende

Forskellige arbejdspladser har forskellige behov for ventilation. En skole har fx større behov for udskiftning af luften, end et kontor, hvor der sidder to personer og arbejder. Ligeledes er det afgørende om rummet er fyldt med kontormaskiner eller mange mennesker arbejder i det samme lokale. Jo mere varme og jo flere partikler der udskilles i luften, jo større er behovet for ventilation.

Suppler med mekanisk ventilation

Selv i private hjem, hvor behovet for luftudskiftning ikke er specielt stort, står den naturlige ventilation sjældent alene. I køkkenet bruger vi emhætter og badeværelset har ofte en ventilator til at få den fugtige luft ud af huset. Det samme gælder for arbejdspladser, som har naturlig ventilation. Her er det også nødvendigt at supplere den naturlige ventilation. Særligt i kopirum eller lukkede mødelokaler vil der som regel være et behov for at supplere den naturlige ventilation med mekanisk ventilation.

Få beregninger på alternativer

Det er ikke muligt at lave helt klare retningslinier for, hvornår det kan være en god ide at benytte naturlig ventilation. Det skyldes at arbejdspladserne er så forskellige, at behovet aldrig er det samme. Per Heiselberg tilråder derfor, at man får eksperter til at lave målinger og beregninger på den konkrete arbejdsplads, som viser konsekvenserne for luftkvaliteten ved forskellige ventilationsløsninger.

Medarbejderne er glade for naturlig ventilation

”Der er en tendens til, at naturligventilation giver anledning til bedre brugervurderinger” udtaler Per Heiselberg og fortsætter: ”det handler om at ventilationen bliver synlig og at medarbejderne føler at de har større mulighed for at påvirke ventilationen”. Medarbejdere ser vinduet åbne og lukke og kan selv styre det efter forgodbefindende. Det handler derfor ikke om at luftkvaliteten nødvendigvis bliver bedre ved at benytte naturlig ventilation, men nærmere at medarbejderne føler sig hørt og har en finger med i spillet, og derfor accepterer større udsving i luftkvaliteten.

Kan det betale sig?

Det er oplagt at tro, at naturlig ventilation vil være det mest fordelagtige valg med hensyn til økonomi og energi. Og i sommermånederne vil den naturlige ventilation også være den mest fordelagtige løsning. En kombination af luftnedkøling om natten, stor rumvolumen og byggematerialer, som at holde på kulden, vil give gode indeklimaforhold i de varme måneder. Men om vinteren, hvor luften skal opvarmes, giver den naturlige ventilation ikke mulighed for varmegenvinding, hvorfor energiforbruget vil blive relativt højt, i forhold til det man kan opnå gennem mekanisk ventilation.


Senest revideret den 19. april 2020