Del: - -

Luftrensere kan både fjerne bakterier, tobaksrøg og urinlugt

100 luftrensere reducerer lugt og giver et sundere indeklima for plejepersonalet i Aarhus.

Af journalist Lone Bolther Rubin

Der kan være mange forskellige årsager til, at et hjem med en plejekrævende beboer lugter og måske endda har et højt indhold af bakterier og virus i indeklimaet.

I Aarhus Kommune forsøger pleje- og omsorgspersonalet altid at snakke med borgeren om at skabe en adfærdsændring. Det kan være at lukke husdyr ud, når de skal besørge, at undgå at ryge indenfor, lufte mere ud eller på anden måde indføre en bedre hygiejne og sundere levevis.

100 luftrensere til pædagoger og plejepersonale

Men hvis det ikke virker, så har pædagoger og plejepersonale i kommunen i alt cirka 100 luftrensere, der kan sættes ind efter behov. Det fortæller arbejdsmiljøkonsulent Thomas Prahl.

”Vi har haft en gruppe ingeniørstuderende til at afprøve nogle forskellige teknologier, og vi har flere forskellige slags alt efter, hvad behovet er. Nogle typer fjerner bakterier og virus, og det virker også godt mod tisselugt. Andre typer er mere velegnede til røg,” siger han.

Hvert plejeteam, som de studerende har haft kontakt med, har 1-2 luftrensere til rådighed, og personalet vurderer selv, hvor der er mest behov for dem. Og der er flere på vej, for det giver et væsentligt bedre arbejdsmiljø.

Læs også Indeklimaportalens temaer om:

Bedre lugt giver bedre møde med borgeren

”Vi har cirka 45 luftrensere, der renser for vira, og vi bruger dem der, hvor det er decideret uhygiejnisk og er groet helt til. For eksempel hvor husdyr har besørget indenfor. Luftrenseren kan gøre, at det ikke opleves helt så slemt, og det giver helt sikkert også et bedre møde med borgeren. Det gør det også sundere og mere behageligt for beboeren og eventuelle gæster at opholde sig i hjemmet,” siger Thomas Prahl.

To centre, hvor der også bor unge med misbrugsproblemer, har fået hver 10 luftrensere.

”Her ryger beboerne alt muligt, og det skal medarbejderne kunne færdes sikkert i. Luftrenserne fjerner røgpartiklerne og lugten. Medarbejderne er meget glade for det, og de oplever en stor forskel,” siger Thomas Prahl.

Han understreger dog, at luftrenserne ikke fjerner alle partikler, men at der blot er tale om en ”luftforbedring”, der gør arbejdet tåleligt.

Læs også casen: Sætter luftrenser op i rygerhjem 

Opmærksom på bivirkninger

Der er forskere, som er meget skeptiske over for luftrensere, fordi de genererer ozon, men det er Aarhus Kommune og Thomas Prahl ikke bekymret for.

”De generer ikke mere ozon end almindelige husholdningsmaskiner, og det er i hvert fald under grænseværdierne. Men uanset hvilken teknologi, du bruger, skal du være opmærksom på eventuelle bivirkninger og forholdsregler. Nogle luftrensere larmer, og det kan stresse demente. Andre virker ved at tilsætte æterisk olie, men man må overveje, om det eventuelt kan fremkalde allergi,” siger Thomas Prahl.

Udluftning er ikke altid en mulighed

Skridtet før luftrenseren er god udluftning, og kommunen beder da også rygere om at åbne vinduerne, før personalet kommer på besøg. Der er desuden mulighed for at installere automatisk vinduesåbning, som immobile borgere kan bruge, hvis de ellers er kognitivt velfungerende.

”Det er der bare mange, der ikke er, og så får de ikke luftet ud. Det vil i stedet være muligt at etablere en vinduesåbning, som kan fjernstyres, så plejepersonalet kan åbne vinduerne i god tid, inden de kommer og skal ind i boligen,” siger Thomas Prahl.


Senest revideret den 23. april 2020