Forside > Sikkerhedsorganisation > Undersøgelse/APV > Eksperten

Sådan tager I hånd om indeklimaet i APV´en


Thorkild Løkke, konsulent hos BST-jylland har i flere omgange været indbudt som konsulent på APV-processer på arbejdspladser. Om indeklimaet i forbindelse med APV´en fortæller han: ”Indeklimaet er ét af de områder i arbejdsmiljøarbejdet, hvor jeg oplever at sikkerhedsgruppen oftest har brug for hjælp udefra”.

 

Find rundt I APV-junglen

“Det jeg primært hjælper arbejdspladser med, når jeg er ude som konsulent, er at finde en APV-metode, der passer til arbejdspladsens situation og kultur”, fortæller Thorkild Løkke og tilføjer: ”Arbejdstilsynets APV-tjeklister er et glimrende udgangspunkt. Men sikkerhedsgruppen bør bruge tid på at overveje hvordan skemaet og metoden skal tilpasses netop deres arbejdsplads”.

 

Se Arbejdstilsynets APV-tjeklister her 

 

Samtale fremmer forståelsen

”Den enkelte sikkerhedsgruppe må også nøje overveje, om den kan håndtere APV-processen på en sådan måde, at medarbejderne føler sig sikre på, at der bliver taget hånd om deres situation, uanset hvad de bringer til torvs. Det er forudsætningen for, at den bedste løsning bliver fundet”, siger Thorkild Løkke.

 

Thorkild Løkke mener, at arbejdspladsens åbenhed og grad af dialog især i forhold til indeklimaet, er alfa og omega for, om medarbejderen i forbindelse med APV´en har lyst til at tage hul på evt. psykosociale aspekter, der kunne være en del af et negativt oplevet indeklima.

 

Thorkild Løkke fortæller nemlig, at det ofte kan være rigtig svært, at finde den egentlige årsag til medarbejderens gener.

 

”Selv fagfolk farer ofte vild i feltet mellem det psykosociale arbejdsmiljø og indeklimaet. For sikkerhedsgruppen kan det være nærmest umuligt at stille noget op, når alle indeklimaforhold tilsyneladende er i orden, men medarbejderen alligevel føler sig generet af netop indeklimaet. Sådanne medarbejdere kan hurtigt blive kategoriseret som ”særligt følsomme””, fortæller Thorkild Løkke. ”Det er de også i nogle tilfælde. Men i andre tilfælde er det indeklimaet, der må ”bære skylden” for helt andre problematikker, som arbejdspladsen dermed ikke får taget hånd om.

 

Se evt. Indeklimaportalens tema om psykisk arbejdsmiljø og indeklima her

 

Tjek bygningernes sundhedstilstand

Et andet vigtigt element i forhold til indeklima og APV, men som ifølge Thorkild Løkke ofte udelades, er bygningsgennemgangen. ”Det er desværre mit indtryk, at alt for få sikkerhedsorganisationer ved noget om bygningers sundhed”, siger Thorkild Løkke. ”Selvfølgelig findes der sikkerhedsorganisationer, hvor ekspertisen er til stede, men for langt størstedelen, er det særdeles vanskeligt at vurdere bygningernes tilstand og dermed være i stand til at forebygge og foregribe nogle af de gener, der ellers først ville være blevet synlige, når en medarbejder blev syg på den ene eller anden måde”.

 

Arbejdstilsynets tjeklister rummer også spørgsmål til bygningen, der kan bruges i bygningsgennemgangen. Alle medarbejdere kan med fordel indgå i denne.

 

Arbejdstilsynets tjeklister kan findes her 

 

Sæt tid af til arbejdet med indeklima

En ordentlig gennemgang af bygningen samt tilbundsgående dialog med medarbejderne tager tid. Dertil kommer opfølgning og udbedring af evt. problemer. Indeklimagener løses sjældent med et snuptag. Til det siger Thorkild Løkke: ”Hvis man vil tage indeklimaet alvorligt, skal man sætte tid af til både en ordentlig undersøgelse og en ordentlig opfølgning. Men jeg er overbevist om, at det betaler sig. Risikoen ved at tage affære for sent, er langt større omkostninger og tidsforbrug”.

 

”Et godt arbejde med indeklima i en sikkerhedsorganisation indebærer, at medlemmerne holder sig velorienterede og f.eks. sætter sig ind i regler, der beskriver god rengøring, brug af ventilation og indstilling af radiatorer, så temperaturen føles behagelig for medarbejderne. Det kan også være nødvendigt at erkende, at sikkerhedsorganisationen ikke nødvendigvis kan håndtere alle forhold omkring indeklimaet”, siger Thorkild Løkke.

 

Forebyg, forebyg, forebyg

Thorkild Løkke oplever, at det typisk er i omsorgsarbejdet og i forhold til skærmarbejde, at risikoen for indeklimagener er størst. Derfor bør særligt disse arbejdspladser vær opmærksomme på at sætte tid af til det forebyggende arbejde.

 

Det skyldes ifgl. Thorkild Løkke ”At folk med skærmarbejde sidder meget stille og er indendørs stort set hele tiden. Det gør dem meget modtagelige for påvirkninger. Medarbejdere i omsorgsarbejde får mange forskelligartede påvirkninger dagen igennem, hvilket også kan give anledning til symptomer, der ofte knyttes til indeklimaet”, siger Thorkild Løkke. ”Dermed ikke sagt, at det nødvendigvis hænger sådan sammen. Men en god gammeldags hovedrengøring på kontorarbejdspladser og i omsorgsarbejdet kunne jeg godt tænke mig indført langt flere steder. Det kan ikke skade – ja jeg tror endda, at sygefraværet kunne påvirkes positivt!”.

 

Det forebyggende arbejde bør ifølge Thorkild Løkke også komme til udtryk i form af byggeprocesser og indkøb, hvor indeklimaet tænkes med hele vejen.




Senest revideret den 4. januar 2012
Relaterede sider
Mere information

Kontakt

 

Thorkild Løkke, BST-jylland