Vurdering
Når indeklimaet er kortlagt, skal I vurdere problemerne og finde de bedste løsninger. Det er ikke altid let.
Når arbejdspladsens indeklima er kortlagt, skal sikkerhedsgruppen vurdere omfanget af de negative påvirkninger, I hr fundet frem til, og derefter opstille forslag til, hvordan problemerne kan løses.
- Hvad er det helt præcist, der er galt?
- Hvor alvorlige er problemerne?`
- Hvad kan der gøres ved dem?
Brug ikke for meget tid på at dokumentere de præcise sammenhænge bag symptomerne. Det kan være både kompliceret og tidskrævende - og det er vigtigere, at I får gjort noget konkret ved problemerne.
Det er en god idé at inddrage medarbejderne i arbejdet med at finde de konkrete løsninger: De bedste løsninger er dem, som alle bakker op om og føler et ejerskab for.
De enkle løsninger
Måske har I selv i den lokale sikkerhedsgruppe tilstrækkelig viden til at vurdere påvirkningerne og finde de rigtige løsninger.
Det kan f.eks. være en ændret indstilling af et varme- eller ventilationsanlæg, en ændret eller forbedret rengøring, de interne rygeregler eller brugen af støjende legetøj i institutionen.
De komplicerede løsninger
Ofte er der dog ikke nogen klar og indlysende sammenhæng mellem de symptomer, medarbejderne har, og de fejl eller mangler, I har fundet.
I de tilfælde kan I få hjælp i sikkerhedsudvalget eller hos den leder af sikkerhedsarbejdet, som findes på alle større arbejdspladser. Sikkerhedsudvalget kan vælge at hente bistand hos f.eks. rådgivende ingeniørfirmaer. De sagkyndige kan vurdere, om der er behov for målinger af f.eks. luftkvalitet, støjniveau eller varmesystemets effektivitet.
De dyre løsninger
Hvis der er tale om alvorlige problemer med indekliamet, vil det ofte være dyrt at løse dem. Det g ælder f.eks. fugtskadede bygninger, hvor taget skal udskiftes. Et gode forebyggende arbejde og en god vedligeholdese af bygninger kan ofte opfange problemerne, inden de vokser sig store og dyre. Husk, at de konkrete krav i arbejdsmiljølovgivningen altid skal overholdes - også selv om det er dyrt.
Problem eller løsning
Vær opmærksom på, at en løsning på ét problem kan være årsag til et andet.
For eksempel er gulvtæpper med til at dæmpe støjen i lokalerne - men de øger samtidig risikoen for støv og mikroorganismer i luften. På samme måde kan et ventilationsanløg gavne luftkvaliteten - men det kan også give anledning til træk. Derfor er det meget vigtigt, at I vurderer indeklimaet som en helhed og søger efter de løsninger, der samlet set giver det bedste resultat.
Senest revideret den 14. september 2009