Handlingsplan
De forskellige indsatsområder skal prioriteres og skrives ind i en samlet handlingsplan.
Ofte vil det være umuligt at løse alle problemer på én gang. Derfor er det nødvendigt, at sikkerhedsgruppen prioriterer opgaverne. Før I går i gang med prioriteringen, bør I være enige om, hvilke kriterier der skal gælde.
Arbejdsmiljølovgivningen skal overholdes. Det kan ikke diskuteres. Men derefter kan I f.eks. tage udgangspunkt i følgende spørgsmål:
- Hvor mange personer er berørt af det enkelte problem?
- Hvor alvorlige er deres symptomer og gener?
- Bliver problemet større, hvis I ikke griber ind straks?
- Hvor dyrt og kompliceret er det at reducerer eller fjerne problemet?
- Kan problemet give anledning til frygt eller utryghed blandt f.eks. medarbejdere, brugere eller forældre?
Realistisk handlingsplan
Når I har fundet den rækkefølge, problemerne skal løses i, skal I udarbejde en handlingspland og en tidsplan. Handlingsplanen skal være konkret og realistisk, så det er muligt at handle direkte efter den. Handlingsplanen kan være mere eller mindre detaljeret og fylde fra en A4-side til et helt ringbind alt efter arbejdspladsens behov.
Økonomien er vigtig for, at de planlagte løsninger kan gennemføres. Det er derfor en god idé at inddrage en person, som kan vurdere de økonomiske konsekvenser.
Nogle gange kan I på forhånd se, at en gennemgribende løsning har lange udsigter. I de tilfælde må I finde frem til midlertidige foranstaltninger - samtidig med at I arbejder videre med den permanente løsning. Den midlertidige indsats skal tages med i handlingsplanen. Det er en god idé at skrive i handlingsplanen, hvilke konkrete resultater, de enkelte aktivitere for ventes at give, og hvornår de skal være på plads. Det letter opgaven med at følge op på indsatsen.
Senest revideret den 14. september 2009