Byggeri
Sikkerhedsorganisationens kendskab til medarbejdernes behov og ønsker er vigtig i alle byggeriets forskellige faser.
Et byggeprojekt kan opdeles i en række typiske faser, hvor sikkerhedsorganisationen på forskellig vis kan bidrage med viden til sikring af et optimalt arbejdsmiljø.
1. Forberedelsen
Bygherren beslutter, hvem der skal inddrages i projektet, og hvilke hensyn, der skal tages til arbejdsmiljøet og indeklimaet. Arbejdsmiljøloven kræver, at sikkerhedsorganisationen skal være med i planlægningen.
2. Byggeprogrammet
Bygherren udarbejder sammen med bygherrerådgiveren et katalog over kravene til bygningen. Kravene til f.eks. belysning, akustik, ventilation og indretning af arbejdspladsen fastlægges. Sikkerhedsorganisationen spiller her en vigtig rolle, da den kender medarbejdernes behov og ønsker. Tidligere arbejdspladsvurderinger indeholder ofte værdifuld viden og kan med fordel udnyttes i projektet.
3. Forslag til løsning
Bygherren og bygherrerådgiver vurderer, hvilke løsninger der giver det bedste byggeri og samtidig holder sig inden for de økonomiske rammer. Sikkerhedsorganisationen kan her hjælpe til med at vurdere mulighederne i forhold til indeklimaet.
4. Projektering
På baggrund af den valgte løsning laver arkitekter og ingeniører tegninger og tekniske beskrivelser af byggeriet. Det kan være nødvendigt at foretage tilretninger, så byggeriet holder sig inden for de økonomiske rammer. Her kan sikkerhedsorganisationen hjælpe til med at finde en balance, så indeklimaet stadig bliver bedst muligt.
5. Udbud og kontrakt
Byggeopgaven sendes i udbud, og bygherren sammenligner indkomne tilbud for at vælge det bedste til prisen. Når tilbudene sammenlignes skal sikkerhedsorganisationen have fokus på indeklimaet.
6. Byggearbejdet
Under byggearbejde, der foregår på eksisterende arbejdspladser, skal sikkerhedsorganisationen sikre, at det daglige arbejde stadig kan foregå sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
7. Aflevering og drift
Når de nye bygninger og lokaler er taget i brug, bør sikkerhedsgruppen foretage en arbejdspladsvurdering. Man skal være opmærksom på, at overtagelsen af nye bygninger kan være forbundet med vanskeligheder når f.eks. varme- og ventilationssystemer skal køres ind. Egentlige fejl og mangler ved byggeriet skal tages med i afleveringsforretningen, hvor bygherren afslutter byggesagen med entreprenøren.