Arbejdsmetoder
Åbenhed, opbakning og fokus på brugbare løsninger er med til at sikre gode resultater i arbejdet med indeklimaet.
Sikkerhedsorganisationens har det daglige ansvar for at sikre et sundt indeklima, hvor flest mulige føler sig godt tilpas. Her er samlet en række gode råd om, hvordan sikkerhedsarbejdet kan gribes an, så de bedste resultater opnås.
- Skab åbenhed om problemer med indeklimaet. Det er vigtigt at skabe en kultur, hvor folk tidligt gør opmærksom på problemer, og ikke venter til der opstår mere alvorlige gener, der måske også påvirker flere mennesker.
- Informer om det løbende sikkerhedsarbejde. Fortæl om konkrete tiltag for at skabe et godt indeklima. Indsatsen for et godt indeklima kræver både ledelsens og medarbejdernes forståelse og opbakning.
- Arbejd systematisk med indeklimaet, og lad det være en fast del af det løbende sikkerhedsarbejde. Indeklimaet bør også indgå i arbejdspladsvurderingen.
- Gør arbejdet relevant for medarbejderne ved at holde fokus på områder, som de i særlig grad oplever som vigtige og vedkommende.
- Fokuser på løsninger som medarbejderne kan mærke, frem for at bruge mange ressourcer på at klarlægge komplekse årsager til problemerne.
- Vær realistisk og sæt ikke for mange projekter i gang samtidig. Det er ikke altid muligt at opnå den ideelle løsning. Sigt i stedet efter mere enkle løsninger, det er mulige at gennemføre, og som giver mærkbare resultater.