Vedligeholdelse
Indeklimaet kan hele tiden forbedres, og et godt indeklima er ikke noget, der skabes en gang for alle.
Der sker hele tiden forandringer, der påvirker indeklimaet. Slitage, andre arbejdsrutiner, omrokeringer af medarbejdere og nyt inventar har alt sammen betydning for kvaliteten af indeklimaet.
Sikkerhedsorganisationen bør hele tiden være opmærksom på indeklimaets tilstand og jævnligt tage det op på personalemøder. Tilsyn med bygningernes stand er også vigtigt. På den måde kan man løbende vurdere, om indeklimaet er i orden, eller om der skal ske forbedringer. Indeklimaet bør indgå som en naturlig del af arbejdspladsvurderingerne (APV).
Fysisk vedligeholdelse
Bygninger og lokaler skal være i en ordentlig stand for at forebygge problemer. Derfor skal vinduer, døre, vægge, tage, lofter og gulve hele tiden vedligeholdes, så de er i orden og ikke giver anledning til f.eks. fugt og træk. Solafskærmninger, ventilationsanlæg og lamper skal fungere og justeres efter behov. Den daglige rengøring har tillige stor betydning og skal derfor være i orden – også de mindre synlige steder.
Ændrede arbejdsrutiner
Forandringer i organiseringen af arbejdet, og hvordan det udføres, vil påvirke indeklimaet. Sikkerhedsorganisationen skal altid være opmærksom på, om der er behov for nye tiltag for at bevare et sundt indeklima.
Nye medarbejdere
Nye medarbejdere skal informeres, så de er i stand til at arbejde og have en adfærd, der fremmer sundheden og sikkerheden. Det er også vigtigt at være opmærksom på, at nye medarbejdere måske er mere følsomme eller generes af andre påvirkninger.