Forside > Sikkerhedsorganisation > Forebyggelse > Nødvendige kompromiser

Nødvendige kompromiser


Medarbejdere oplever ofte indeklimaet forskelligt. Kunsten er at finde kompromiser, der skaber et indeklima, hvor flest mulige trives godt.

Det kan være svært at tilpasse indeklimaet, så alle medarbejdere på arbejdspladsen er helt tilfredse. Mennesker reagerer ofte forskelligt på de samme påvirkninger, og nogle er f.eks. mere kuldeskære end andre, som hellere vil arbejde i køligere omgivelser.

 

Et indeklima, der lever op til alle lovgivningens krav, er ikke nogen garanti for, at alle medarbejdernes behov og ønsker også er opfyldt. Sikkerhedsorganisationens opgave er derfor sammen med ledelsen at finde de kompromiser, der skaber færrest gener for den enkelte medarbejder og tilfredsstiller flest muligt.

 

Opbakning og forståelse

Det er vigtigt at skabe forståelse for kompromiserne. Sikkerhedsorganisationen bør derfor arbejde på at skabe bred accept på arbejdspladsen af de valgte løsninger. Det kan bl.a. gøres ved at informere om sikkerhedsorganisationens overvejelser og tale åbent om de forskellige hensyn, der skal tilfredsstilles, og hvordan de måske strider imod hinanden. Som regel er det muligt i fællesskab at finde frem til løsninger, alle kan leve med.