Forside > Sikkerhedsorganisation > Forebyggelse > Masseeksperiment 2009

Masseeksperiment 2009


Dansk Naturvidenskabsformidling står i samarbejde med DTU Byg og DTU Systembiologi bag et stort eksperiment, hvor skole- og gymnasieelever i samarbejde med forskere for mulighed for at undersøge, hvordan indeklimaet ser ud i de danske klasselokaler.


Mange undersøgelser viser, at dårligt indeklima i klasselokaler reducerer elevernes indlæringsevne væsentligt. Høje temperaturer og tung luft kan gøre det svært at holde koncentrationen og kan også medføre hovedpine.

Eksperimentet som gennemføres i uge 38 og frem til uge 40 2009, har til formål at skabe ny viden til forskerne – direkte fra eleverne, som er repræsenteret bredt fra 0. klasse og op til 3.G.

Består af to dele

Eksperimentet er opdelt i to områder, hvor der er fokuseret på måling af CO2-indhold i luften samt en kortlægning af skimmelsvamp. Eleverne vil få udleveret et målekit som de selv skal bruge for at finde ud af CO2-indholdet i deres klasselokaler. Desuden skal de undersøge andre betydninger for lokalets indeklima, som fx skolens alder og rumfang. Kortlægningen af skimmelsvamp har til hensigt at give eleverne viden om skimmelsvampespore, såsom hvilke der er farlige og kan give allergiske reaktioner og hvordan de ser ud.

Med undersøgelserne håber forskerne på at kunne analysere sig frem til ny viden, mens formålet ikke er at konstatere et egentligt problem i skolerne.


Fælles nordisk projekt

I Norge og Sverige vil skole- og gymnasieklasserne gennemføre eksperimentet samtidig med de danske elever. Det er meningen at undersøgelserne skal lægges op på en fælles nordisk hjemmeside, hvor man så vil kunne sammenligne resultaterne med de andre lande. Lektor Geo Clausen og lektor Birgitte Andersen fra DTU har stået for det faglige design af eksperimenterne, og skal efterfølgende analysere resultaterne.


Lærervejledning

Til eksperimentet har lærer Helle Houkjær fra Krogårdskolen (hvor?) og pædagogisk konsulent Mari-Ann Skovlund Jensen fra CFU, udarbejdet en pædagogisk beskrevet lærervejledning. Vejledningen skal give forslag til hvordan læreren kan anvende forsøgene i et undervisningsforløb, og er særligt målrettet tre forskellige grupper; de yngste elever i grundskolen, de ældste elever i grundskolen samt eleverne på de gymnasiale uddannelser.

Målet er at lette lærerens arbejde med at introducere emnerne i klasserne, både hos de yngste og de ældre elever. Dertil kan den enkelte lærer foretage de endelige justeringer, til gennemførelse med deres bestemte klassetrin.


Yderligere information

Det er gratis for skolerne at deltage i eksperimentet, men det er et krav at deltagerne registrerer deres resultater på hjemmesiden. De deltagende klasser vil få tilsendt det nødvendige udstyr som bruges til undersøgelser af CO2 og svampeundersøgelsen, men skal selv stille ting som eksempelvis sakse, tape m.m. til rådighed.

Forløbet forventes at vare mellem to til seks lektioner alt efter forberedelsen og efterbehandlingens omfang, men vær opmærksom på at forsøg med svampe kan strække sig over 7 dage, da de skal stå i et mørkt skab i processen. Det anbefales i øvrigt at læreren anskaffer et kamera til dokumentation af processen, som også kan bruges til efterbehandlingen af forløbet.


Det er stadig muligt at tilmelde sig eksperimentet. Det kan du gøre på www.masseeksperiment.dk hvor du også kan finde yderligere relevant information.




Relaterede sider

DOWNLOAD

        

Bedre indeklima

 

 Vis pdf-fil

 

Vis html-fil

 

 

Eksterne sider

BESTIL BEDRE INDEKLIMA

 

Arbejdsmiljøbutikken