Forside > Indeklima > PCB

PCB



Kilde: Bygge- og Miljøteknik A/S

Hvad er PCB?
PCB er en af verdens 10 farligste miljøgifte. PCB består af en række kemiske forbindelser og står for polychlorerede biphenyler. PCB blev opfundet i USA i 1927, og har været brugt i industrisektoren siden 1930’erne. Det blev i perioden 1950 til 1976 brugt som et tilsætningsstof i en række byggematerialer og tekniske komponenter, herunder fugemasser, forseglingskomponenter i termoruder, kabler, maling mm. Brug af PCB blev forbudt i 1977.


Brugen af PCB i industri og byggeri betyder, at PCB i dag findes i vores omgivelser. Hvis der er PCB i bygningskonstruktionen kan PCB findes i indeluften.

Det er et svært nedbrydeligt stof, som kan hobe sig op og spredes gennem forskellige led i fødekæden. Det vil sige, at der hvor vi udsættes mest for PCB, er gennem fødevarer som fx fed fisk og mælkeprodukter. Høje koncentrationer af PCB kan svække immunforsvaret og i værste tilfælde virke kræftfremkaldende. På længere sigt kan det også nedsætte forplantningsevnen og give udviklingsforstyrrelser hos børn.

PCB kan hverken ses eller lugtes. Det er primært gennem fødevarer og indånding, at PCB optages i kroppen. Men der er også mistanke om, at direkte hudkontakt med PCB-holdige materialer kan overføre PCB-partikler til kroppen.


Jo højere temperatur der er, desto større mængder PCB frigives der til luften. Hvis der er PCB tæt på varmerør eller lignende, kan man være sikker på, at der frigives en større mængde PCB.

Nogle PCB-holdige fuger kan være bløde og gummiagtige. Børn må ikke komme i kontakt med dem, da der fx tidligere er set, at de bruger fuger som tyggegummi.


Sundhedsstyrelsen anbefaler tyske grænseværdier
Sundhedsstyrelsen har ikke defineret nogen faste grænseværdier for, hvor høje koncentrationer af PCB, der må være i et lokale. Men de anbefaler, at man bruger de tyske aktionsværdier. Der er fastsat to aktionsværdier for PCB i indeklimaet:
- Hvis PCB niveauet er mellem 300 og 3000 ng PCB/m3 luft (ng = nanogram), anbefaler Sundhedsstyrelsen, at man på sigt reducerer niveauet, fx ved udluftning, ventilation, ved at fjerne fugemasse, o.l.


- Hvis PCB-niveauet er over 3000 ng PCB/m3 luft, anbefaler Sundhedsstyrelsen, at lokalerne ikke anvendes og at alt PCB-holdigt byggemateriale fjernes eller forsegles.


Hvor stort er problemet?

I modsætning til Sverige, Norge og Tyskland, er man i Danmark ikke så langt i processen med at skaffe sig et overblik over omfanget af bygninger, der er forurenet med PCB. Dog har Miljøstyrelsen i en undersøgelse anslået, at der er mellem 6 og 21 ton ren PCB i fuger i danske bygninger. Miljøstyrelsen undersøgelse viste også, at der er en sammenhæng mellem de PCB holdige fuger og PCB koncentrationen i indeklimaet.

Eksperter fastslår, at man stort set kan finde PCB i alle bygninger, der er opført mellem 1950 og 1977. Det er dog langt fra i alle tilfælde, at der er behov for en gennemgribende renovering.


Har man mistanke om, at der er PCB-holdige stoffer i en bygning, kan det være svært og meget dyrt at fjerne udledningen helt, da stoffet har en tendens til at brede sig til omkringliggende byggematerialer. Men en udskiftning af vinduer med PCB-holdig fugemasse og termoruder med PCB-holdig lim, vil dog reducere udledningen væsentligt. Desuden kan problemet afhjælpes ved at øge ventilationen.




Eksterne sider
Læs BAR Bygge & Anlægs branchevejledning.

Håndtering og fjernelse af PCB-holdige bygningsmateriale