Varme
Problemer med høje temperaturer er almindelige om sommeren. ”De fleste henvendelser Arbejdstilsynet får i forbindelse med varmeproblemer kommer, hvis der pludselig bliver meget varmt", siger Finn Gamel fra Arbejdstilsynet.

Hvornår kommer reaktionerne?
Hvis den høje temperatur opstår pludseligt, vil der ofte være voldsomme reaktioner fra medarbejdernes side, men ved langsomt varmere og varmere vejr vil folk vænne sig til forandringerne og tage egne forholdsregler. ”Det samme gælder også kulde, hvor man vil se flere trafikulykker, hvis der kommer snestorm i november, end hvis kulden først kommer hen i februar, hvor man har vænnet sig til den. Man når simpelthen at tilpasse sig. Ved gradvis temperaturstigning tager man de samme foranstaltninger i brug, som man gjorde året før for at klare varmen”, siger Finn Gamel.
Glaspaladser
Finn Gamel mener, at de nye glasbygninger har ulemper i forhold til indeklimaet og varme. Problemerne opstår blandt andet, hvis der forekommer glas i ydrepartierne under brystningshøjde. Brystningshøjden er afstanden fra gulv til underkanten af vinduet.
Glasset bidrager ikke direkte til mere lys, men til mere varme, og derfor vil man skulle bruge en masse energi på at nedkøle bygningen.
Luftkvalitet
Finn Gamel påpeger, at der ved kraftig varme opleves en betydelig dårligere luftkvalitet. Hvis det er over 23 grader udenfor giver det ikke meget køling at ventilere. I disse situationer kan man med fordel gøre brug af natkøling.
Natkøling
Natkøling kan bruges til at sænke temperaturen om natten, fx med naturlig ventilation. Det fungerer dog ikke i de yderst sjældne tropenætter.
Automatisk naturlig ventilation
"Naturlig ventilation kan også hjælpe med til at afkøle bygninger. Åbningerne skal helst være automatiske og være placeret højt oppe for at undgå problemer med indbrud. Derudover skal ventilationsanlæggene kunne føle, om det fx regner", siger Finn Gamel.
”Den naturlige udluftning skal være rimelig intelligent, for ellers bliver det for koldt”, fortsætter Finn Gamel, "Systemet skal kunne arbejde efter en udemåling, hvor udluftningen er tilrettelagt efter, hvor koldt eller hvor varmt det er udenfor. Men er der 23 grader eller over udenfor har udluftningen ingen køleeffekt."
Finn Gamel påpeger afslutningsvis, at afskærmning kan være et meget vigtigt redskab ved varmegener. Hvis man kan afskærme vinduer udefra, vil man undgå for store ophedninger af arbejdspladser.
Senest revideret den 30. juni 2010