Måling
Målinger af temperaturforhold og træk er komplicerede, men kan være nødvendige hvis der er store problemer med at skabe en behagelig temperatur.
Normalt er det ikke nødvendigt med tekniske målinger for at vurdere temperatur og træk på arbejdspladsen. Den enkeltes egen oplevelse af temperaturen er ofte tilstrækkeligt til at afgøre, om der er for varmt eller koldt, og om det trækker. I grelle tilfælde kan det være nødvendigt at foretage målinger – de skal dog altid skal udføres af professionelle.
Temperaturforhold
Luftens temperatur er en væsentlig faktor for, om et rum opleves behageligt. Strålingstemperaturen fra f.eks. solskin og overflader er dog lige så vigtig. Disse to temperaturforhold tilsammen kaldes den operative temperatur og er den temperatur, man reelt oplever. Den måles ved at tage gennemsnittet af luftens temperatur og strålingstemperaturen fra alle overflader.
Retningslinier for temperatur retter sig mod den operative temperatur, men de kan godt bruges for lufttemperaturen, da de ofte ikke afviger meget fra hinanden. Temperaturen skal måles i bordhøjde, og målingen bør foretages både ved vinduet og midt i lokalet.
Temperaturen skal desuden måles både ved hoved og fødder for at undersøge, om forskellen er større end 3-4°C, hvilket vil føles ubehageligt. Steder, hvor folk bærer let fodtøj, eller børn leger på gulvet, er det vigtigt også at måle gulvets overfladetemperatur.
Det er også væsentligt at måle, hvor meget temperaturen svinger hen over dagen, f.eks. fra før de ansatte møder op til om eftermiddagen, når solen er på. Udsvinget henover dagen bør højst være 4°C.
Træk
Træk måles ved at måle lufthastigheden i et lokale, men bør også sammenholdes med lufttemperaturen og strålingstemperaturen. Lufthastigheden måles både i fod- og hovedhøjde, fordi ankler og nakke normalt er mest følsomme for træk.
Det kan tillige være relevant at kortlægge luftbevægelsernes retning og hastighed på udsatte steder i lokalet, hvis f.eks. ventilationsanlægget skaber træk. Det kan gøres ved hjælp af røg fra røgrør eller røgampuller.