I stearinlysets skær
– en overset kilde til indeklimaforurening.
I den mørke vintertid er det oplagt at tænde lys for at få mørkets tag i os til at forsvinde for en stund. Men det er ikke lige meget hvilke og hvor mange lys, du tænder, for stearinlysenes os kan påvirke dit indeklima.
Levende lys er den enkeltkilde, der bidrager med det største antal partikler i den luft, vi indånder i hjemmene, skriver politiken.dk. Tætheden af de bittesmå partikler, som lysene afgiver til luften indendørs, er rent faktisk større end den udendørs partikelforurening.
Seniorforsker på Statens Byggeforskningsinstitut, Alireza Afshari henviser til forskning, der tyder på, at stearinlys som kilde til partikeludledning skaber en større tæthed af partikler i den indendørs luft end man måler ved selv kraftig partikelforurening udendørs.
Desuden er partiklernes størrelse af betydning. Overlæge ved Giftlinjen på Bispebjerg Hospital Kim Dalhoff forklarer til ritzau, at de partikler, der bliver brændt af, er så små, at de ikke sidder fast i det naturlige filter i luftvejene og derfor indåndes dybt ned.
Man ved dog ikke konkret, hvor farligt det egentlig er, men som Steffen Loft, der er læge og professor ved Københavns Universitets Institut for Folkesundhed påpeger, så kan man selv se, hvordan lys soder. ”Væggene i et hjem, hvor der brændes mange levende lys, ser sodede ud, så jeg tænker på, hvordan lungerne så ser ud«, siger Steffen Loft til politiken.dk.
”Stearinlys er en meget alvorlig og overset kilde til forurening af vores indeklima og egentlig også en underlig form for forurening. For det er en forureningskilde, som vi selv beslutter os for at aktivere”, siger Alireza Afshari til politiken.dk. Netop derfor, kan vi også selv gøre noget ved det.
Værst for astmatikere og folk med lungefunktionsproblemer
Lige meget hvem man er, kan man tage nogle helt generelle forholdsregler i forhold til at holde antallet af de forurenende partikler nede, mens man julehygger. Men har man astma, høfeber eller andre lungefunktionsproblemer, er der måske særlig grund til at være opmærksom.
”Juletiden er et orgie af stearinlys, og det kan forværre folks symptomer, hvis de har astma. Så hvis du har et familiemedlem med sarte luftveje, er det en god idé at finde alternativer til de mange julelys,” siger Linda Nielsen, rådgiver og ansvarlig for indeklima-området i Astma-Allergi Forbundet i en pressemeddelelse på forbundets hjemmeside.
”Er du oven i købet én af de mange forældre, der har et barn med astma eller høfeber, er der også god grund at være ekstra opmærksom i juletiden. Det er nemlig helt normalt at vuggestuer, børnehaver og skoler tænder op under både kalenderlys og juledekorationer, når de vil julehygge. En cocktail der nemt kan trigge små, følsomme luftveje, især når lysene pustes ud igen”, siger Linda Nielsen.
Tænk dig om inden du tænder de tusind julelys
Der er heldigvis meget man kan gøre. Alle stearinlys oser, uanset om de er lavet af stearin, paraffin eller voks, så hvis man vil soden helt til livs kan man erstatte stearinlys med lyskæder eller elektriske stearinlys, der efterhånden findes i ganske naturtro udgaver. Når man bruger stearinlys er det vigtigt at sørge for, at vægen ikke er for lang. Når vægen er for lang kan stearinen nemlig ikke nå at brænde af, og så kommer vægen til at stå tilbage og ose.
Det er også vigtigt, hvilke stearinlys du køber. Undersøgelser viser, at fyrfadslys oser mindre end almindelige lys. Der er til gengæld ingen forskel på mængden af os fra henholdsvis dyre eller billige fyrfadslys. Og så bør man helt undgå gelé- eller duftlys og guld-, glitter- og sølvlys, da de udsender allerflest generende partikler til luften i stuen, oplyser Astma- og Allergiforbundet.
Man kan også bruge en lyseslukker, så vægen ikke kommer til at stå og ose i længere tid. Og så er det alfa omega, at man husker at lufte ud: ”Husk at lufte grundigt ud med gennemtræk flere gange om dagen, hvad enten det er hjemme eller i institutionen”, slutter Linda Nielsen fra Astma- Allergi Forbundet.
Senest revideret den 17. december 2009