Forside > Indeklima > Temperatur og træk > Kulde > Vi er alle forskellige

Vi er alle forskellige


– også når det gælder kulde!

I vintermånederne kan kulde blive et problem på nogle arbejdspladser. Typisk er ældre bygninger udsat, da de kan være dårligere isolerede end nyere bygninger.

 
Men vi er ikke ens og oplever temperaturerne forskelligt. Så hvordan skal man forholde sig til at temperaturen pludselig dykker og nogle medarbejdere fryser, mens andre har det fint?

Arbejdstilsynet har udarbejdet en vejledning omkring temperaturforhold for arbejdsrum med faste arbejdspladser, At-vejledning A.1.12 af marts 2005.

Den udstikker nogle vejledende grænseværdier, man bør holde sig inden for. Samtidig er det vigtigt at understrege, at det er en god ide at inddrage medarbejderne i diskussionen omkring temperatur.

Generelt er udgangspunktet, at temperaturen ved:

• Stillesiddende og stillestående arbejde og arbejde med let legemlig anstrengelse ikke bør komme under 18 °C

• Arbejde med begrænset legemlig anstrengelse ikke bør komme under 15 °C

• Arbejde med stærk legemlig anstrengelse ikke bør komme under 10 °C, opnået senest en time efter arbejdstids begyndelse.

De angivne temperaturer fremstår ikke som tydelige grænser, hvilket understreges i bekendtgørelse nr. 96 om faste arbejdssteders indretning:

”I arbejdstiden skal temperaturen i arbejdsrummene være tilpasset den menneskelige organisme under hensyn til de anvendte arbejdsmetoder og den fysiske belastning, som de ansatte udsættes for. Temperaturforholdene i arbejdsrummet skal være uden generende temperaturforskelle.”

Det vigtige er således ikke de eksakte grænser for, hvor koldt det må være, men at man inddrager medarbejderne, så temperaturen på arbejdspladsen matcher deres velbefindende og personlige grænser.



Senest revideret den 17. december 2009