Gode råd til selvhjælp
Mange arbejdspladser vælger at kontakte en rådgiver, for at få has på problemer med kulde på arbejdspladsen. Og rådgiverne vil da også meget gerne gøre hvad de kan, for at afhjælpe arbejdspladserne med deres indeklimaproblemer. Men som udgangspunkt findes der ofte en række ting I selv kan gøre. I denne artikel kan du derfor få et kort indblik i nogle af de centrale ting, du skal være opmærksom på for at undgå kulde.
Hvad kan man selv gøre for at løse kuldeproblemerne på arbejdspladsen? Ifølge Peter Aufeldt fra Jobliv Danmark findes der en række ting det er vigtigt at være opmærksom på, og som man selv kan sørge for på arbejdspladsen, inden man sender bud efter en arbejdsmiljørådgiver. Således kan visse kuldeproblemer fjernes gennem udbedringer af fx driftfejl på bygningen, varme- eller ventilationsanlæg, som virksomhederne selv kan/bør arbejde med, inden en indeklimarådgiver træder til. I det følgende er nogle af de små ting I skal være opmærksomme på arbejdspladsen:
- Kører varmeanlægget og er det blevet serviceret, som det skal?
- De fleste varmeanlæg kører med natsænkning. Det kan her være vigtigt at sikre sig, at natsænkningen er indstillet korrekt. Fx kan sænkningstidspunktet være forkert indstillet fordi det ikke er blevet justeret i forbindelse med skift til vintertid.
- Er der luft i radiatorerne? For at radiatorerne fungerer optimalt, er det vigtigt at de bliver luftet ud jævnligt ved hjælp af ventilen for enden.
- Fungerer termostaten? Mange termostater sætter sig fast i løbet af sommeren, fordi radiatoren ikke bliver brugt. Hvis der ikke kommer varme på radiatoren, selvom der er skruet op, kan det være fordi ventilen skal ’motioneres’.
- Er radiatorerne på arbejdspladsen tildækkede, kan varmen ikke komme ud. Det er vigtigt at der er rigeligt med luft omkring radiatorerne.
- Utætte vinduer sikrer tilførsel af frisk luft, men gør det også svært at holde varmen. Derfor kan det være en god ide at tjekke om det trækker omkring vinduet og tætningslister trænger til udskiftning.
- Huller i facaden kan lyde som et banalt problem, men det hænder fx på skoler, at en bold bliver sparket ind i facaden på bygningen og gør denne utæt.
- Luk dørene mellem arbejdspladsens rum. Således bliver det lettere at opvarme de rum som bliver brugt, i stedet for at opvarme gangarealer og trappeopgange, som sjældent har monteret radiatorer.
- Flyt arbejdspladser 10-20 cm væk fra kolde flader, som fx vinduer. Den kolde luft der dannes omkring gamle ruder, vil falde ned i området omkring vinduet, da den kolde luft er tungere end den varme.
Ud over de generelle råd, vil mange arbejdspladser stå overfor specielle barrierer. Forretninger har fx problemer omkring indgangspartier, som kan gøre det dyrt og besværligt at holde kulden ude. Men specielle problemer kræver specielle løsninger. Det kan derfor være en god ide at få rådgivning fra en specialist, hvis jeres kuldeproblemer skyldes specielle forhold.
Læs også mere om selvhjælp på Arbejdstilsynets hjemmeside 'Indeklima 2000' under afsnittet 'varme og træk'
Senest revideret den 17. december 2009