Fokus på støj i Københavns Kommune
Støj fremhæves ofte af lærere og pædagoger som et af de største arbejdsmiljøproblemer i skoler og daginstitutioner.
Gennem de seneste år har Københavns Kommune fokuseret på støjproblemet på børne- og ungeområdet. Kommunen tilbyder kurser og konkrete værktøjer til håndteringen af støj i daginstitutioner.
Desuden arbejdes i to projekter på at skaffe ny viden om støj på skoleområdet.
Ressourcepersoner på støjområdet
Ole Egelund som er arbejdsmiljøkonsulent i Købehavns Kommune fortæller, at kommunen i samarbejde med Arbejdsmiljø København har lavet kurser, der har til hensigt at give arbejdsmiljøgruppen eller andre ressourcepersoner i dagsinstitutioner nogle værktøjer til håndtering af støj.
Kurserne, der har kørt et par år, drejer sig om, hvordan man kan reducere støj gennem ændret pædagogisk praksis, akustiske forbedringer og lavpraktisk støjbekæmpelse.
Ændre den pædagogiske praksis – kom af med de uheldige vaner Ofte er det forbløffende hvor langt institutioner kommer med små praktiske løsninger som filtdupper på stole og borde, legetæpper og bløde beholdere til klodser og lignende. Næste skridt er diskussionen institutionen om hvilke tiltag omkring pædagogisk praksis, tilrettelæggelse og organisering af arbejdet, der har indflydelse på støjniveauet.
Er der nogle ting vi kan gøre anderledes? Er der dårlige vaner som har fået lov at udvikle sig? Det essentielle er at det er personalet selv, der udvikler løsninger som tænkes ind i en pædagogisk kontekst, og derfor har god mulighed for at blive forankret.
Endelig er der de mere langsigtede løsninger, som kræver økonomi; nemlig forbedringer af de fysiske rum. Her er det også vigtigt at bringe ressourcepersonerne er på banen, så akustik tænkes med ind, når der er økonomi til renovering og/eller ombygning.
Støjbevidste pædagoger er vigtige samarbejdspartnere for arkitekter og andre bygningsfolk, når der bygge om eller bygge nyt. Herved sikres gode holdbare løsninger.
Ny viden om skolestøj
På skoleområdet har Københavns Kommune indgået et forskningsprojekt med Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) for at undersøge de akustiske forhold på skoler og dettes eventuelle sammenhæng med mental udtrætning hos lærere.
”Den viden, der genereres i projektet formidles løbende ud til de bygningsansvarlige på skoleområdet, så akustik bliver et centralt parameter i forestående og igangværende renovering og nybyggeri på skoleområdet”, fortæller Ole Egelund. ”En særlig pointe ved akustikforbedringer på skoleområdet er, at det udover at give et bedre arbejds- og undervisningsmiljø også giver bedre indlæring, ikke mindst på det sproglige område.”
Den støjende skolefritidsordning
På skolefritidsområdet, er støjen et særlig stort problem. Efter skole har børn en masse opsparet fysisk energi, der skal brændes af. På skolefritidsområdet foregår dette typisk i fysiske rammer, der er bygget til undervisning og ikke til fritidspædagogik.
Resultatet er ofte et højt støjniveau. Gennem projektet Plads til Alle arbejdes der dels med en byggeteknisk del og dels med en pædagogisk/arbejdsorganisatorik del. I den byggetekniske del, vil der efter en akustisk kortlægning blive foretaget akustiske forbedringstiltag. Dette vil ske i samarbejde med personalet.
I den pædagogisk/arbejdsorganisatoriske del, arbejder personalet på at udvikle en pædagogisk praksis, der indtænker mulighederne for støjreduktion. Vel at mærke med udgangspunkt i, at børnenes behov for udfoldelse tilgodeses.
Senest revideret den 16. april 2010