Forside > Indeklima > Støj & akustik

Støj og akustik


Støjende omgivelser gør det sværere at arbejde koncentreret og kan i værste fald give tinnitus. Støj og dårlig akustik skal dæmpes for at skabe en god arbejdssituation.

 

Foto: Thomas Søndergaard

Forekommer der ofte støj, og er der dårlig akustik, kan det virke generende og give hovedpine, koncentrationsbesvær, søvnbesvær og stressproblemer. Længere ophold i meget støjende omgivelser kan give tinnitus og forringe hørelsen. Det er derfor vigtigt, at rummene er lyddæmpet, så folk ikke belastes unødigt af støj.

 

Støj i rummet og udefra

Støj er især generende for arbejdet, når den ikke tjener noget direkte formål, og lydene ikke har noget at gøre med det, personerne laver. Dårlige lydforhold er særligt problematisk i situationer, hvor arbejdet kræver ro og koncentration. Støjen kan stamme fra selve arbejdsrummet eller komme udefra. Støjkilder kan f.eks. være larmende børn, højrøstede senildemente, arbejdsuro fra mange mennesker og trafik på gaden.

 

Dårlig akustik skyldes altid hårde overflader i rummet, der reflekterer lyden så meget, at den breder sig i rummet og er lang tid om at dø ud.

 

Selvom belastningen fra støj i omgivelserne opleves forskelligt fra person til person, er der flere ting medarbejderen selv eller sikkerhedsorganisationen kan gøre for at forbedre lyden.

 

På de følgende sider kan du læse om generelle problemer med støj og akustik og forslag til, hvordan de kan løses. Der er informationer om, hvilke krav virksomheder og institutioner skal opfylde for at sikre det bedst mulige indeklima. Endvidere beskrives hvordan lyd og akustik måles.




Senest revideret den 4. januar 2012