Forside > Indeklima > Statisk elektricitet > Måling

Måling

Normalt er det ikke nødvendigt med tekniske målinger for at vurdere den statiske elektricitet. Den enkelte medarbejders egne oplevelser med stød og gnister er ofte tilstrækkeligt til at afgøre, om der er problemer på området.

Har I behov for en teknisk vurdering af problemet, kan det dog være relevant at foretage målinger. Det kan dog være nødvendigt med målinger, hvis der er store problemer med at personer får stød. Målinger af statisk elektricitet er komplicerede og de skal dog altid skal udføres af professionelle.
Opladninger af personer, der går eller sidder på statisk materiale, kan være på flere tusind Volt (V). Hvis opladningen er over 2000 V, vil de fleste personer opleve ubehagelige stød, mens de færreste registrerer afladninger under 1000 V.

Hvordan måles den statiske elektricitet?

Når der opstår stød eller gnister som følge af statisk elektricitet, viser det i sig selv, at der er sket en elektrisk opladning.
Det er muligt at måle, hvor mange Volt den enkelte person oplades med under normale arbejdsforhold. Personen, hvis opladning skal måles, holder om en elektrode med hånden, mens han bevæger sig naturligt i forhold til arbejdet. Det kan være at gå frem og tilbage eller sidde på en stol og arbejde.
 
Når målingen viser et stabilt opladningsniveau, er det væsentligt at se på, hvor hurtigt opladningen forsvinder, når personen står eller sidder stille. Hvis personen hurtigt bliver afladet for elektricitet, er der mindre risiko for at få stød.

Foretag flere målinger – også af temperatur og luftfugtighed

For at få et billede af, hvorfor den statiske elektricitet opstår på arbejdsstedet, er det nødvendigt at foretage flere målinger. Der skal måles på flere personer, eksempelvis med forskellige sko, og der skal måles i lokaler eller afdelinger med forskellig gulvbelægning og luftfugtighed. På den måde er det muligt at finde hovedårsagen til den statiske elektricitet, og afgøre hvor der skal forbedringer til.
Der findes ingen regler på området, men den statiske elektricitet må ikke opleves ubehagelig eller genere de ansatte vedvarende.
Det er også relevant at foretage målinger af temperatur og luftfugtighed i bygningen, da den statiske elektricitet er afhængig af disse forhold.

 

 

Senest revideret den 30. juni 2010