Forside > Indeklima > Lys > Kvaliteten i lyset

Kvaliteten i lyset


I kølvandet på udfasningen af glødepæren har snakken ofte gået på, hvad vi vinder på det energieffektive og det økonomiske plan. Men hvad med konsekvenserne?

Kan vi opnå samme høje lyskvalitet med de sparepærer, halogen og LED belysningsmuligheder som skal erstatte glødepæren? 



For at forstå den lysmæssige kvalitet og forskellen på forskellige lyskilder, er vi nød til at dele dem op i to kategorier.

Den første kategori kaldes:

”Lyskilder med fuldt spekter”, som dækker over sollys, glødelamper, halogenglødelamper og ild. Disse bliver også kaldet opvarmningslys og har alle de synlige farvenuancer i glat forløbende kurver, dvs. lyset udsendes i næsten lige store mængder på alle synlige bølgelængder, uden store pludselige udsving i intensitet.

Den anden kategori kaldes:

”Lyskilder med linie spektre”, som dækker over lysstofrør, miljøpærer, sparelamper, damplamper osv. Dette giver det man kalder eksplotionslys og i disse lyskilder er ca. 75% af farverne skåret fra så der altid optræder 6-9 enkelte meget stærke intensiteter (nuancer).

For at blive klogere på disse to inddelinger har vi taget kontakt til en af landets førende lyseksperter, Asger Bay Christiansen som er indehaver af Asger bc LYS A/S samt Laboratoriet LYS og SYN - for at blive klogere på forskellen i lyskvalitet.

Kan du prøve at beskrive forskellen på lyskilder med fuldt spekter og lyskilder med linie spekter?

”I forhold til fuldspekterlys er liniespekterlys forvirrerende og generende for de grundlæggende funktioner i nethinden og hjernen. Desuden er farvegengivelsen markant dårligere.

Da vi samtidig bruger farver til at se skarpt med bliver liniespekterlys´ opbygning en hindring for, at vi kan se og opleve vore omgivelser skarpe og præcise. Man kan f.eks. næsten ikke tråde en nål i liniespekterlys.

Det er direkte dokumenteret at man ser dårligere i liniespekterlys.”

Hvordan kommer det til udtryk?

”Vi bliver simpelthen hurtigere trætte og ukoncentreret af at befinde os i dårligt lys. På en arbejdsplads giver det i sidste ende dårligere trivsel og ringere effektivitet hos medarbejderne, hvis man er indrettet med en dårlig belysning.

Øjets grundfunktion er at arbejde med lys (niveau) forskelle og farvesammensætninger og derefter sende indtrykkene videre til hjernen.

Hjernen bruger så hele tiden en masse energi i denne proces og den dårlige belysning er medvirkende til, at vi unødigt får flere forstyrrelser og dårligere input. Det gælder derfor om at få så meget af farvespekteret med.”

Hvordan får vi så en bedre belysning, efter glødepæren?

”Problemet er at glødepæren faktisk har givet os et glimrende lys, men den er desværre ikke særlig energieffektivt. Vi har fx gode erfaringer med at udforme LED belysning efter glødepærens funktion.

Den store udfordring er at tage det energibesparende fra liniespekterlys og den gode kvalitet fra fuldspekterlys, og samle det i LED belysningen.

Desuden tror jeg sparepæren blot er en overgangsløsning, da den ikke giver et optimalt lys. For mig kan det godt virke som om det kun gælder om at få vredet den maximale lumen pr. watt ud af belysningen, og jeg savner at man fokusere mere på de mennesker som befinder sig og skal arbejde i lyset.

Hvilke forskelle kan de mærke, og hvordan oplever de ændringerne? Der skal være mere fokus på brugerne og så skal man indstille lyset efter deres arbejdsforhold. Halogenlys er eksempelvis gode til spots og på arbejdspladser.”

Hvordan vil du beskrive LED markedet som det er nu?

”98 % af markedet er stadig meget skidt, men der kommer til at ske meget allerede inden for de kommende 5 år.

Det er i voldsom udvikling og ude hos os har vi allerede nu formået at ramme et farveindeks på 93 % på LED belysning, hvilket er fuldstændig unikt i Danmark.”


Læs mere om Asgers laboratorium  


Senest revideret den 16. februar 2010
Eksterne sider
Asger er indehaver af firmaet asger bc LYS a/s, og har desuden også Laboratoriet LYS og SYN. 

Laboratoriet danner basis for undervisning af professionelle, målinger af lyskilder, belysningsanlæg, rapportskrivning med meget mere.

Asger er desuden medlem af bestyrelsen for DANVAK´s Indeklimaforum, som afholder symposier og møder om relevante indeklima problematikker.

www.asgerbclys.dk

www.lyssyn.dk