Kunstigt lys
Loftsbelysning og arbejdslamper er med til at skabe den rigtige belysning. Men lyset skal falde rigtigt og have den rigtige karakter.
Almindeligt dagslys er ofte ikke nok til at give tilstrækkeligt lys i opholds- og arbejdslokaler – især ikke om vinteren, tidligt om morgenen eller sidst på eftermiddagen. Det er derfor nødvendigt at også benytte lys fra lamper i loftet og ved de enkelte arbejdssteder.

Rumbelysning
For at oplyse hele lokalet og udjævne lysforskelle er det vigtig med en god almen belysning i rummet. Store forskelle mellem belysningen fra det ene område til det andet er generende og kan f.eks. give hovedpine. Omvendt kan for små lysforskelle få lokalet til at virke formløst og kedeligt.
Almen belysning opnås bedst med lamper i loftet. Det er ofte en fordel at vælge lamper med direkte-indirekte belysning, hvor lyset sendes både nedad og opad i loftet. Lamper hvor det direkte og indirekte lys kan tændes hver for sig er også velegnede.
Lamperne skal placeres så tæt, at der ikke opstår mørke områder i lokalet. Lyset må heller ikke flimre og det undgås nemmest med såkaldte HF-forkoblinger i lysrørsarmaturerne. Loftlamper, der hænger lige over eller lige foran et skrivebord, kan virke generende og blænde.
Arbejdslys
Ud over en god belysning i rummet er det ofte også nødvendigt med lys rettet specielt mod det, man arbejder med – såkaldt punkt- eller særbelysning.
En arbejdslampe, der kan indstilles og flyttes, så lyset passer til arbejdsopgaverne, giver en effektiv belysning.
Arbejdslampen udnyttes bedst, når lyset kommer ind fra siden under øjenhøjde – så opstår der ikke så let blænding eller spejlinger i skærme eller andre blanke overflader. Lyset fra lampen skal være flimmerfrit.
Generelt gælder det, at lamper bør have en afskærmning, så lyskilden ikke ses direkte og derfor ikke blænder så let. Spejlinger og ubehagelige reflekser ved læsning undgås lettest ved at placere lampen, så lyset ikke kan ses, hvis man lægger et spejl på arbejdsemnet. Generne kan også reduceres ved at vælge lamper med en tæt mælkehvid skærm nedadtil. Matte eller matterede tavler og tv- og computerskærme afhjælper ligeledes uønskede reflekser.
Lysets karakter
En god belysning vil normalt bestå af en mellemting mellem hårdt, koncentreret lys, der fremhæver former og strukturer og blødt, diffust lys, der får genstande til at flyde mere ud. Lyskilderne bør evne at gengive farver korrekt – især hvis farvebedømmelse er en del af arbejdet.
For at sikre den optimale belysning er det vigtig at vedligeholde og jævnligt rengøre lamperne i rummet.
Lysets retning og hårdhed har betydning for, hvordan ting opfattes. Det er vigtigt, at der er en god balance mellem blødt, diffust lys i rummet og skarpt, koncentreret lys ved arbejdsstedet. Endvidere skal man være opmærksom på lysets evne til at gengive farver korrekt. Blænding fra sollys eller lamper og reflekser i blandt andet tavler og computerskærme er også dårligt for arbejdssituationen. Farverne i lokalet spiller en afgørende rolle for, hvordan lyset opleves. Rum malet i lyse farver er med til at skabe et bedre lys for alle i rummet.
Senest revideret den 30. juni 2010