Del: - -

Case - Lyset trækker i medarbejderne

Århus Kommune kaster mere lys på kommende arbejdspladser. Med erfaringer fra Grøndalsvej 2 bliver fremtidige byggerier smallere og bedre afskærmet for generende sollys

Foto: Rubin Freelance

Grøndalsvej 2 i Viby ved Aarhus. Det er en fem år gammel administrationsbygning, hvor 600 kontoransatte i Aarhus Kommune arbejder. De sidder næsten alle ved et vindue og har en dagslysfaktor på over to pct.

Det vil sige, at de på deres skrivebord har mere end to pct. af det lys, der er udenfor. Det er altså bedre end de to pct., som bygningsreglementet i dag anbefaler.

- Bygningen er kun 14 meter bred og projekteret, så man kan sidde fem meter fra vinduet med en dagslysfaktor på to pct., men folk vil sidde tættere på vinduet, hvor de kan se ud, fortæller projektleder for byggeriet, Bente Sejersen.

Medarbejderne får alligevel mindre lys

Bygningens midte er derfor prioriteret til andre formål som kopirum, gangarealer og tekøkkener. Det åbne kontormiljø er flere steder delt med glasvægge, så lyset kan passere på tværs. Der er således lys fra to retninger de fleste steder.

Medarbejderne har alligevel ikke så meget lys, som de kunne have. En del vinduer er blændet af med persienner, der er indbygget i ruden. Det er, fordi det stærke lys giver reflekser i computerskærmene.

Aarhus Kommune har faktisk været nødt til at skifte nogle perforerede persienner til ikke-perforerede for at give en bedre afskærmning.

Mere lys og bedre afskærmning i nyt hus

Erfaringerne fra Grøndalsvej 2 bliver nu brugt til en bedre styring af afskærmningen i kommunens 0-energi byggeri, der skyder op overfor. Her bliver bygningskroppen endnu smallere – kun ti meter – og dagslysfaktoren bliver flere steder tre procent.

- Vi arbejder meget med at finde et punkt, så solafskærmningen ikke er for meget nede, men automatisk skyder for, inden solen begynder at varme bygningen op, siger Bente Sejersen.

Det nye hus får tre smalle langsgående vinduesbånd, der kan skærmes af forskelligt fra hinanden.


Senest revideret den 21. april 2020