Naturlig ventilation
Naturlig ventilation er ventilation, hvor luften tilføres og fjernes gennem vinduer, døre, udluftningsventiler, revner og sprækker. Derved kan temperaturforskelle og vindkræfter skabe et luftskifte i bygningen, uden brug af ventilatorer.
Hvordan virker naturlig ventilation?
Naturlig ventilation handler om både temperaturforskelle og vindkræfter. Dertil handler det om at placere ventilationsåbningerne i bygningen hensigtsmæssigt.
Traditionelt skelner man mellem tre forskellige principper for naturlig ventilation:
-
ensidet ventilation
-
tværventilation
-
opdriftventilation
Ensidet ventilation
Hvis der kun er åbninger i den ene af et rums ydervægge, er der tale om ensidet ventilation. F.eks. vil der være ensidet ventilation i et rum med et enkelt, åbentstående vindue og med lukket dør til en tilstødende korridor.
Effektiviteten er begrænset ved denne form for naturlig ventilation og derfor anbefales ensidig ventilation som tommelfingerregel kun, hvis rumdybden ikke overstiger 2,5 gange rumhøjden.
Tværventilation
Man bruger begrebet tværventilation for naturlig ventilation, der driver luft udefra ind gennem åbninger i vindsiden, og ud gennem åbninger i læsiden. Det er det, der forekommer, når vi laver gennemtræk.
Der kan etableres tværventilation i et rum, når der er åbninger i to eller flere ydervægge eller tagflader. Som tommelfingerregel kan tværventilation etableres, når rumdybden er højest 5 gange rumhøjden.
Opdriftventilation
Opdriftventilation vil sige, at varm indeluft stiger opad i aftrækskanalerne og dermed fjerner luft fra bygningens rum. Den totale luftmængde som strømmer gennem rummet vil være afhængig af ventilationsåbningernes areal, højdeforskellen mellem åbningerne og temperaturforskellen mellem ude og indeluften.
Begrænsninger ved naturlig ventilation
Det bliver mere og mere almindeligt at projektere med naturlig ventilation i nybyggeri. I nogle tilfælde med succes og i andre uden succes. Det skyldes, at det kan være vanskeligt at placere og regulere den naturlige ventilation optimalt.