Naturlig ventilation
Luften skal jævnligt udskiftes for ikke at forringe indeklimaet. Naturlig ventilation kan være med til at sikre en frisk og behagelig luft.
Ved naturlig ventilation tilføres frisk luft udefra gennem vinduer, døre, ventiler og sprækker rundt omkring i bygningen. Vinduer og ventiler skal helst kunne åbnes eller lukkes afhængig af behovet for frisk luft i lokalet. Det er også en mulighed at åbne døre ud til bedre ventilerede rum eller gange. For ikke at skabe generende træk kan det være en fordel at lufte ud i pauser, eller når der ikke er folk til stede.
Ved naturlig ventilation har bygningens udformning og åbningernes form og placering en væsentlig indflydelse på virkemåden.
Luften udefra skal være ren og må ikke stamme fra f.eks. forurenede områder og gader med megen trafik.
Hybrid ventilation
Hvis der er behov, kan den naturlige ventilation suppleres med mekanisk ventilation, i så fald benævnes ventilationstypen 'hybrid ventilation'. Den supplerende mekaniske ventilation kan enten være tilsluttet konstant eller kun når der er behov, f.eks. i vindstille perioder.
Mekanisk udluftning
Naturlig ventilation eller hybrid ventilation er ikke altid tilstrækkelig til at skabe en god nok luftkvalitet. På skoler, plejehjem, større kontorer og i mange daginstitutioner er det derfor ofte nødvendigt også at installere mekaniske ventilationsanlæg for at sikre en god luftkvalitet.
I bygninger med mekanisk ventilation udsuges forurenet luft ved hjælp af ventilationsanlæg og samtidig indblæses frisk erstatningsluft.
Ventilationsanlæg fungerer forskelligt. Afhængig af hvor stort behovet er for ventilation kan anlægget hele tiden blæse ny luft ind i lokalet eller blot rense og recirkulere luften i lokalet. Mekanisk ventilation kan også fungere som et klimaanlæg, hvor det bruges til at regulere temperaturen og fugtigheden i luften.
Procesventilation
Naturlig og mekanisk ventilation i rummet er ikke altid tilstrækkelig ved arbejdsopgaver, der oser, lugter eller ligefrem udsender sundhedsskadelige dampe og gasser. I køkkener, fysiklokaler, laboratorier eller printer- og kopirum kan det derfor være nødvendigt at installere punktudsugning. Punktudsugning – også kaldet procesventilation - fjerner den forurenede luft helt tæt ved kilden, så den ikke spreder sig til resten af lokalet.
Rengøring, justering og træk
Uanset typen af ventilationsanlæg er det vigtigt jævnligt at kontrollere og rengøre spjæld, ventiler filtre og luftkanaler. Støv og snavs i ventilationsanlægget forringer virkningen af ventilationen og kan i værste fald være sundhedsskadelig, hvis det blæses rundt i rummet. Spjæld og ventiler, der ikke kan åbne og lukke ordentligt, kan f.eks. give træk og få anlægget til at støje unødigt. Ventilationssystemet bør regelmæssigt gennemgå servicetilsyn.
Automatik og termostater der styrer, hvor kraftig ventilationen er, og hvornår den kører, skal fungere. Folk, som dagligt bruger bygningen, skal vide, hvordan anlægget fungerer og kunne betjene det.
Man bør også være opmærksom på risikoen for såkaldt kortslutning, hvor ventilationsanlægget er indstillet forkert, så udeluften blæses fra indblæsningen direkte til udsugning. Kortslutningen betyder, at luften ikke udskiftes tilstrækkeligt.
Sluserne hvor den friske luft blæses ind kan virke generende, hvis folk sidder tæt ved dem. Møbler eller andet inventar, der er placeret tæt ved indblæsningssluser, kan også afbøje luften, så der opstår generende træk rundt om i lokalet.
Ændrer brugen af lokalet sig og der f.eks. opholder sig flere mennesker end tidligere, eller der opstilles mere teknisk udstyr, kan det være nødvendigt at justere ventilationsanlægget.
Senest revideret den 22. februar 2010