Erfaringer om rygning
Den Danske Bank
I den Danske Bank er der blevet diskuteret røg i massevis af år. Det har været en fælles diskussion i lang tid og bølgerne er gået frem og tilbage. Den røgpolitik, der hidtil har været, har handlet om, at der skulle tages hensyn til hinanden, og at der ikke blev røget på fælles møder i Danske Bank. Dette fortæller Kaj Larssen, som har været med til at køre et pilotprojekt i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse og efterfølgende implementeret et rygestop hos de fleste i koncernen.
Efterskoler
Vester Thorup Efterskole har i lang tid vidst, at flere begynder at ryge, når de starter på skolen. Dette bekræftes også af en undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse. Tendensen er uheldig, da mange rygere betyder, at flere nye rygere kommer til. Dette har bl.a. resulteret i, at skolen har indført en rygepolitik, der siger, at man ikke må ryge, heller ikke uden for skolens område.
Københavns Universitet
Københavns universitet har udsendt et totalt rygeforbud gældende fra starten af 2006 i alle universitetets bygninger. Alle kender forbudet og giver udtryk for enkelheden i forbudet – ET TOTALT FORBUD er ikke til diskussion. Købehavns universitet havde før i tiden et ”næsten totalt” rygeforbud, med rygekabiner, og tilladt rygning på de enkelte kontorer. Den nye regel blev indført inspireret af det sundhedsvidenskabelige fakultet, ”man kan ikke uddanne læger, når de samtidig sidder og oser”, siger Personalechef Søren Nissen fra Købehavns universitet.
Roskilde Kommune
Eva Gylding fra personaleafdelingen i Roskilde Kommune fortæller, at Roskilde kommune har indført en rygepolitik pr 1. januar 2007, der læner sig meget op af lovforslaget om tobaksrøg, allerede inden lovforslaget er vedtaget. Det vil sige, at man i Roskilde kommune ikke må ryge i kommunens lokaler og i kommunens køretøjer. På den måde sikres det, at medarbejderne og de borgere, der færdes i kommunale bygninger ikke udsættes for tobaksrøg. Rygning er alene tilladt udenfor på et af ledelsen angivet sted, skrives det i kommunens rygepolitik.
Det socialpædagoiske område
I et høringssvar til Indenrigs- og Sundhedsministeriet fra Socialpædagogerne fremgår det, at det nye lovforslag om rygning vil give problematiske diskussioner og dilemmaer inden for bo- og servicetilbud. Dilemmaet ligger i, at borgernes hjem både fungerer som hjem for den enkelte og som arbejdsplads for medarbejderen.
Senest revideret den 4. januar 2012