Forside > Indeklima > Luftkvalitet > Mennesker > Luftkvalitet i klasseværelset

Luftkvalitet i klasseværelset


Luftkvalitet har stor betydning – særligt i klasseværelset

Vores indeklima bestemmes af mange forskellige faktorer. Temperatur, rengøringsniveau, lys og støj. Men hvad betyder CO2 for indeklimaet? Og er der forskel på børn og voksne. Forskning fra DTU tyder på det.



Undersøgelser udført af forskere fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU) har vist, at dårligt indeklima nedsætter børns koncentration og deraf præstationsevne. I en pilotundersøgelse foretaget på Rungsted Skole i 2006 omfattende 150 elever i samme alder klarede eleverne sig 15 % bedre i det gode indeklima.

”Rungsted Skole har ingen indeklimaproblemer, så på skoler med et dårligere indeklima, vil elevernes præstationer nok blive forbedret endnu mere. Vi kan i hvert fald sige, at vores undersøgelser viser, at indeklimaet har stor betydning for børn”, udtaler Pawel Wargocki, der er lektor på Center for Indeklima og energi på DTU. Han står sammen med professor David Wyon bag undersøgelserne.


CO2 som indikator

”Der er ingen videnskabelig begrundelse for at CO2 i så små mængder som 1000-3000 ppm (parts per million) er farlig. Men man kan betragte det som en indikator på luftens kvalitet. Og luft med en sådan koncentration af CO2 vil jeg vurdere som uacceptabel. Der er tale om en dårlig indeluft”, siger Pawel Wargocki.

Og dårlig indeluft har betydning for menneskers velvære og på deres indlæring. Pawel Wargocki mener, at de pædagogiske metoder, som lærerne bruger, er det vigtigste for læringen, men man bør altså også huske indeklimaets betydning. ”Hvis børn sidder og bliver trætte i klasselokalet, så hjælper det ikke, at lærerne bruger selv de bedste pædagogiske metoder”, siger han.
 

Forskel på børn og voksne?

Tidligere undersøgelser af voksne kontormedarbejdere, der på lignende vis fik testet koncentrationsevne og præstation på baggrund af indeklimatiske forandringer viste kun en forbedring på fem-ti procent. ”Ud fra vores resultater kan man tro, at et godt indeklima betyder mere for børn end for voksne. Måske er voksne mere robuste end børn, men det er der indtil videre ikke videnskabelige undersøgelser, der viser”, siger Pawel Wargocki.

Voksne har ofte bedre indeklima på arbejdspladsen, end børn har i skolen, fremhæver han, og hvis de voksne oplever et dårligt indeklima, har de bedre mulighed for at gøre noget ved det, såsom at ændres på deres arbejdsforhold eller som sidste udvej forlade jobbet.

”Men det betyder altså virkelig meget, hvor man vælger at sætte sine børn i skole”, udtaler han.
Også rent samfundsøkonomisk kan det have betydning. ”En privat virksomhed ville hurtigt beregne præstationstabet og så forbedre indeklimaet. I en virksomhed ville det have stor økonomisk effekt”, mener Pawel Wargocki.


Ventilation – en kontinuerlig del af vedligeholdelsen

Ventilation er svaret på en bedre indendørs luftkvalitet, men det er ikke så ligetil. Det koster noget at skabe et godt indeklima og at vedligeholde det. Han vil umiddelbart anbefale mekanisk ventilation på en skole, fordi det giver kontinuerligt luftskifte.

Problemet med selv at styre ventilationen ved at lukke vinduerne op, er at luftskiftet ikke nødvendigvis bliver godt nok. Der skal være forskel på temperaturen ude og inde, og det kræver gennemtræk at få luften skiftet ud. Efter et kort frikvarter hvor vinduerne lukkes i igen, vil luften hurtigt være tilbage på samme niveau som inden pausen, da der er mange børn samlet på lidt plads. Derudover er støj og forurening udefra også generende faktorer.

God ventilation er dog ikke klaret ved at opsætte et mekanisk anlæg. Det er en kontinuerlig del af vedligeholdelsen på en skole. ”For det nytter ikke, at filtrene er beskidte”, siger Pawel Wargocki.


Læs mere om ventilation


Senest revideret den 4. januar 2012