Krav og regler
Lovgivningen opstiller en række krav og retningslinjer for luftkvaliteten på arbejdspladser.
Kraven til luftkvaliteten er primært beskrevet i:
- 'Rengøring og vedligeholdelse' – Arbejdstilsynets vejledning nr. A.1.4
- 'Ventilation på faste arbejdssteder' - Arbejdstilsynets vejledning nr. A.1.1
- 'Grænseværdier for stoffer og materialer' – Arbejdstilsynets vejledning nr. C.0.1
- Udgivelser fra Dansk Standard
- Byggeloven og herunder Bygningsreglementet 1995
Generelt gælder, at luften skal være ren, og at der jævnligt skal tilføres frisk luft, så der ikke opstår utilpashed blandt medarbejderne. Bygninger bør som hovedregel ventileres for forureninger fra byggematerialer, inventar, mennesker og deres aktiviteter.
Ventilation
Der skal være et passende forhold mellem rummets størrelse og det antal børn eller voksne, som er i rummet. I f.eks. klasselokaler skal luftrummet per elev være 6m3. Samtidig bør der være mekanisk ventilation, der indblæser minimum 5 liter luft per person i sekundet eller 0,4 liter per m2. På samme måde gælder der særlige krav for blandt andet kontorer, plejehjem og daginstitutioner. Behovet for ventilation stiger naturligt i takt med personernes fysiske aktivitet, graden af afgasning, tobaksrygning og andre lugtgener.
En overordnet retningslinje for ventilationen i røgfrie områder lyder på ca. 4-10 liter luft per sekund afhængig af rummets størrelse.
Kuldioxid – CO2
Alle mennesker producerer CO2 i udåndingsluften. CO2 i for store mængder kan være ubehageligt, og koncentrationen bør derfor ikke overstige 0,1 procent af det samlede luftindhold. Overstiger koncentrationen 0,2 procent i kortere perioder, er ventilationen utilstrækkelig, og luftskiftet skal derfor øges.
Afgasning og støv
Afgasning stiller krav til tilførslen af frisk luft for at opretholde et behageligt indeklima. Ozon fra printere og kopimaskiner må ikke overstige grænseværdien på 0,1 per million dele luft (ppm). Formaldehyd fra blandt andet limstoffer bør ikke overskride 0,1 milligram per m3.
Støvindholdet i luften varierer, men i f.eks. klasseværelser og daginstitutioner bør den være under 0,2 milligram per m3 og på kontorer under 0,15 milligram.
Luftfugtighed
Der er ingen krav til luftfugtigheden på arbejdspladsen, men Arbejdstilsynet anbefaler, at den relative luftfugtighed (RF) normalt bør ligge mellem 25 og 60 procent – lavest om vinteren og højest om sommeren.