Forside > Indeklima > Luftkvalitet > Fugt & Skimmel > Medarbejdere

Hvad skal du som medarbejder være opmærksom på?

Som medarbejder har du et medansvar for, at indeklimaet på din arbejdsplads er i orden og du spiller en vigtig rolle i forhold til både at forebygge og afhjælpe skimmelsvamp. Der er en række fysiske tegn og symptomer, som du kan være opmærksom på i dagligdagen.

Sådan opdager man vækst af skimmelsvampe

Der er flere måder at opdage, at der er skimmelsvampe i en bygning. Den enkleste måde er at holde øje med de fysiske tegn:  

  • Man kan se svampene som brune, grønne eller grå pletter på vægge, lofter eller gulve. Men ofte skjuler skimmelsvampene sig i hulrum eller på bagsiden af tapeter.  
  • Man kan eventuelt lugte svampene som en karakteristisk muggen ‘kælderlugt’. Hvis skimmelsvampene tydeligt kan ses eller lugtes, bør sikkerhedsgruppen straks få skadens omfang nærmere undersøgt.

I andre tilfælde er der kun indirekte tegn på vækst af skimmelsvampe. Hvis en eller flere medarbejdere får symptomer, som måske kan stamme fra bygningen eller indeklimaet, kan skimmelsvampe være en del af forklaringen.

 

Symptomer som følge af skimmelsvamp

Vi har meget forskellig følsomhed over for et dårligt indeklima og skimmelsvampe. Men det gælder generelt, at jo flere skimmelsvampe, der findes i gulvstøvet, jo flere mennesker kan få symptomer.

 

De almindeligste symptomer på et dårligt indeklima er:  

  • Symptomer i slimhinder: Øjenirritation, tilstoppet næse og irritation i svælget.
  • Symptomer i nervesystemet: Hovedpine, unormal træthed, irritation og dårlig koncentrationsevne.
  • Andet: En følelse af brændende hud, fx i ansigtet og ømhed i leddene.

Symptomerne er ikke et sikkert tegn på, at der er vækst af skimmelsvampe i bygningen. De kan også skyldes andre forhold som fx infektioner, mangel på søvn, støv, for høj temperatur, dårlig ventilation eller dampe fra maling, tæpper eller byggematerialer.

 

Der kan gå lang tid, før man forbinder symptomerne med indeklimaet. Blandt andet fordi, at der er et komplekst samspil mellem psykisk arbejdsmiljø, det generelle indeklima og påvirkning fra skimmelsvampe. Desuden vil det ofte være én eller nogle få særligt følsomme personer, som får symptomerne først. Hvis symptomerne forsvinder i weekender og ferier, kan det være tegn på, at arbejdspladsens indeklima er årsagen.

 

Allergi og skimmelsvamp

Symptomer på skimmelsvampe og dårligt indeklima er ikke det samme som allergi. Kun meget få personer reagerer egentlig allergisk over for skimmelsvampe. Derimod er det dokumenteret, at personer med høfeber eller astma i særlig grad får det værre, hvis de udsættes for skimmelsvampe.

 

Allergi over for skimmelsvampe er hyppigere hos børn end hos voksne.

Læs mere:

Gode råd
Senest revideret den 14. september 2009