Forside > Indeklima > Luftkvalitet > Fugt & Skimmel > Hvad er skimmelsvampe?

Hvad er skimmelsvampe?

Af Peter A. Nielsen og Lars Gunnarsen, Statens Byggeforskningsinstitut

 

Vækst af skimmelsvampe i bygningerne på arbejdspladsen kan give gener og ubehag blandt medarbejderne. Væksten kan desuden give særligt kraftige gener blandt følsomme og allergiske medarbejdere. Der må ikke være udtalt vækst af skimmelsvampe i bygninger.

Hvad er skimmelsvampe?

Skimmelsvampe er en del af naturen, og vi er overalt – inde såvel som ude – udsat for dem. De kan vokse overalt i bygninger, når der er tilgængelige organiske materialer, hvis fugtigheden er høj. Når der er fugtige steder i en bygning, så vil der som hovedregel være gode livs- og vækstbetingelser for skimmelsvampe. Jo mere organisk materiale, støv og snavs, der er i en fugtig bygning, jo bedre trives skimmelsvampene. De kan herved brede sig og blive et sundhedsmæssigt problem. Under væksten på materialernes overflader kan der dannes sporer og flygtige stoffer, hvoraf nogle har karakteristiske lugte. Under særlige omstændigheder og ved meget høj fugtighed kan der desuden dannes giftige stoffer, såkaldte mykotoksiner.

 

Hvilke symptomer kan skimmelsvampe give?

Personer med følsomme luftveje, fx allergikere, vil reagere hurtigere, når de opholder sig i en bygning, hvor der er vækst af skimmelsvampe. Men også andre personer kan få symptomer i form af irritation i øjne og øvre luftveje samt hovedpine, svimmelhed og koncentrationsbesvær. Jo højere niveauet af skimmelsvampe er, jo flere personer vil have symptomer. Selvom allergikere reagerer mere end personer, der ikke er overfølsomme, er det ikke bevist, at man kan få sygdommen allergi ved at opholde sig i en bygning med skimmelsvampevækst.

 

Hvornår kommer der vækst?

Skimmelsvampevækst ses ofte i forbindelse med vandskader og fugtindtrængning i bygningskonstruktioner. Hvis der ikke hurtigt (indenfor nogle uger vil normalt være tilstrækkeligt) gøres noget ved vandskaden eller fugtindtrængningen, så kan skimmelsvampevæksten blive meget massiv og udbredt. Det er derfor vigtigt, at der i alle bygninger findes et beredskab for håndtering af sådanne skader, så længere tids opfugtning med resulterende skimmelsvampevækst undgås.

 

Hvordan udsættes man for skimmelsvampe?

Det har vist sig, at mange af skimmelsvampene og stofferne herfra binder sig til det støv, der findes i bygninger. I en støvet bygning med skimmelsvampevækst kan eksponeringen, derfor blive særligt stor. Gulvstøvet hvirvles let op, når der er aktiviteter i rummet, så støvet med skimmelsvampe kan indåndes af personerne i rummet. Det er derfor også af denne grund vigtigt at holde et godt rengøringsniveau.

 

Hvordan kan væksten af skimmelsvampe undgås? 

Bygningerne skal holdes tørre! Det er især utætheder i og ved tagene, indtrængen af grundfugt og utætte installationer, der skal holdes øje med.

Sikkerhedsorganisationen kan fx i forbindelse med arbejdspladsvurderingerne (APV) indføre en systematik for periodiske gennemgange af bygningerne for at forebygge og udbedre vand- og fugtskader. Sikkerhedsorganisationen bør ligeledes løbende holde øje med om rengøringsprogrammerne er tilstrækkelige til at sikre et fornuftigt rengøringsniveau.

Senest revideret den 14. september 2009