Forside > Indeklima > Luftkvalitet > Fugt & Skimmel > Erfaringer > Fløng Skole

Fløng Skole: Vi troede alt var i orden


På Fløng Skole i Høje Taastrup Kommune havde man vænnet sig til at stille en spand under, når det i ny og næ dryppede gennem de flade tage. Kommunen havde flere gange checket indeklimaet, og der var ingen tegn på problemer. 

Men billedet ændrede sig, da en ny lærer trådte til i maj 1999: Hun fik straks allergiske symptomer og havde flere sygdomsperioder. Efter et grundigt udredningsforløb blandt alle medarbejdere var konklusionen klar i maj 2000: Hun var ikke alene om symptomerne, og der var grund til at tro, at der måtte være skimmelsvampevækst på skolen.

 

Langt forløb
Skolens sikkerhedsgruppe slog alarm over for sikkerhedsudvalget 27. maj, og allerede få dage efter var forvaltningen, BST og et eksternt analysefirma i gang med at kortlægge problemets omfang.

 

»Men selv om alle i kommunen straks tog problemet meget alvorligt, tog tingene tid, da problemernes omfang skulle afdækkes. I oktober havde vi den endelige analyserapport, og i december havde kommunen en handlingsplan klar. I denne periode steg frustrationerne blandt forældrene«, siger skolens inspektør Erik Engmann.

 

I januar 2001 blev eleverne i de berørte lokaler flyttet til pavilloner, og derefter startede et omfattende renoveringsarbejde, der først er helt afsluttet i efteråret 2002 – tre år efter at den første mistanke meldte sig. Samlet pris: Ca. 55 mio. kr. – men så var en række forbedringer af bygninger og faglokaler også taget med.

 

Hurtigere i gang
»Set i bakspejlet har vi heldigvis ikke lavet de store, alvorlige fejl. Men der er alligevel ting, vi kunne have gjort bedre. Først og fremmest burde vi have erkendt problemet hurtigere«, mener lærer Bo Varming, der har været sikkerhedsrepræsentant i hele forløbet.

 

Han peger dog på, at billedet var uklart: Der var ikke massive klager, skolen var godt vedligeholdt og løbende kontrolleret, og symptomerne blandt lærerne var spredt på både den ‘syge’ og den tilsyneladende ‘sunde’ del af skolen. Det viste sig da også, at der var skjulte svampeangreb bag tapeterne mange uventede steder.

 

Hurtigere information
Informationen til forældrene er et andet punkt, som ikke fungerede optimalt:

 

»Forvaltningen og vi mente, vi burde vente med at holde et informationsmøde, til vi havde klarhed over problemets omfang og en præcis handlingsplan. Men nogle forældre opfattede det som om vi søgte at dysse sagen ned og blev bange og vrede«, siger skoleinspektør Erik Engmann.

 

»Vi burde nok have lagt usikkerheden åbent frem og bedt eksperter give deres bedste bud på skadevirkninger og risiko i en tidlig fase. Det er meget vigtigt at undgå, der opstår en tillidskløft mellem forældre og skole – og mellem ansatte og ledelse«, fortsætter han.

 

I dag er skolen totalt renoveret, og de nye tage og faglokaler fremstår bedre og lysere end før. Forældrene er tilfredse, og den lærer, hvis sygdom udløste hele sagen, har fået Høje Taastrup Kommunes arbejdsmiljøpris.




Senest revideret den 11. august 2011
Relaterede sider

Læs mere

 

Næse for skimmelsvamp.

Fløng Skoles afdelingsleder om forebyggelse af skimmelsvamp

 

Detaljeret beskrivelse af forløbet  på Fløng Skole