Fra mistanke til frifindelse
I Danmark er det først de seneste år, der har været opmærksomhed omkring brugen af PCB i byggematerialer. Det betyder, at man først nu er begyndt at undersøge, i hvilket omfang, PCB er et problem i indeklimaet.
Men hvad gør man, hvis man finder ud af, at der er afgasning af PCB?
Læs her hvordan man tacklede situationen på Skt. Annæ Gymnaisum i Valby.
Et brev fra Statens Byggeforskningsinstitut
I april 2009 fik rektor Povl Markussen et brev fra Statens Byggeforskningsinstitut (SBI) om, at der ved en landsdækkende stikprøvekontrol var målt PCB i luften i et undervisningslokale på Skt. Annæ Gymnasium. Det var en besked, der kom bag på ham, da han ikke havde været informeret om stikprøvekontrollen og ikke kendte til PCB og stoffet kunne være en mulig risiko for indeklimaet.
Åben dialog med og nedsættelse af arbejdsgruppe
Povl Markussen reagerede straks, da han hurtigt blev klar over, at dette var en problemstilling, der skulle håndteres med det samme. Det gjaldt om at få et overblik over omfanget og samtidig sørge for en åben dialog med medarbejdere, elever og forældre.
Der blev nedsat en arbejdsgruppe, bestående af byggetekniske- og sundhedsfaglige eksperter, som skulle følge de kommende undersøgelser og fungere som rådgivere. Og her fra gik det stærkt.
”Alle vore medarbejdere på skolen blev orienteret og der blev sendt brev ud til forældre og elever. Vi holdt informationsmøder for at forklare, hvad PCB er, hvornår det er farligt og hvad stikprøvemålinger fra SBI betød for vores skole. Vi understregede kraftigt, at de målte værdier på Skt. Annæ ifølge Sundhedsstyrelsen ikke var sundhedsskadelige, men vi ville gerne være på den sikre side, og derfor ville vi iværksætte yderligere undersøgelser.”
Inddragelse af et eksternt firma
”Vi er det eneste kommunale gymnasium i Danmark, hvor gymnasier ellers er selvejende institutioner. Men det betyder ikke, at jeg som rektor har ansvar for bygningsmassen. Mit ansvarsområde dækker kun det indre. Ansvaret for det ydre ligger hos Københavns Ejendomme og Børne- og Ungeforvaltningen i Københavns Kommune, som selvfølgelig straks blev kontaktet.”
I alt var der foretaget to målinger i ét undervisningslokale. Målinger var forskellige og viste værdier på henholdsvis 344 ng PCB/m3 luft og en på 1152 ng PCB/m3 luft. Da der først de senere år har været opmærksomhed på brugen af PCB i byggematerialer, er der endnu ikke fastsat grænseværdier for, hvor høje koncentrationer, der må være i et lokale. Sundhedsstyrelsen anbefaler dog to normer:
- Hvis PCB niveauet er mellem 300 og 3000 ng PCB/m3 luft, anbefaler Sundhedsstyrelsen, at man på sigt reducerer niveauet, fx ved udluftning, ventilation, ved at fjerne fugemasse, o.l.
- Hvis PCB-niveauet er over 3000 ng PCB/m3 luft, anbefaler Sundhedsstyrelsen, at lokalerne ikke anvendes og at alt PCB-holdigt byggemateriale fjernes eller forsegles.
De målte værdier på Skt. Annæ lå derfor inden for den første anbefaling, hvor man tilråder, at man på sigt reducerer niveauet.
”Problemet var, at vi gerne ville vide mere specifikt, hvor de to målinger var foretaget, inden der blev sat en masse i gang. Hvilket lokale, var der tale om? Men det havde man simpelthen ikke noteret, så vi måtte selv rundt på skolen for at finde ud af det.
I samarbejde med Københavns Ejendomme og Børne- og Ungeforvaltningen kontaktede vi derfor det eksterne firma Golder Associates, der er en gruppe af rådgivende ingeniører. Med deres hjælp fandt vi frem til det lokale, hvor folkene var Statens Byggeforskningsinstitut havde taget stikprøvemålingerne. Samtidig gennemgik Golder Associates over sommeren hele gymnasiet for at sikre sig, at der ikke var afgasning af PCB i andre lokaler.”
En keramikovn
”Og det viste sig, at der i lokalet stod en ovn til brænding af keramik”, fortæller rektor Povl Markussen. ”Når ovnen er i brug og derved opvarmes til meget varme temperaturer, afgasser den en hel masse. Men ovnen bruges kun sjældent. Det kan også forklare de to forholdsvis forskellige målinger, som SBI havde lavet. En kan være lavet kort efter, at ovnen har været i brug og den anden et godt stykke tid efter.”
”Det var en stor lettelse at finde ud af, at afgasningen var målt i et lokale med keramikbrændeovn. Det betød, at vi kunne begrænse indsatsen til netop det lokale”, forklarer rektor Povl Markussen. ”Medlem af arbejdsgruppen Henning Mørck (som er læge og direktør for Skandinavisk Bio-Medicinsk Institut A/S red.) fik fremstillet nogle grafer, der viste sammenhængen mellem eksponering i luften og potentiel skadesvirkning. Disse grafer kunne dokumentere, at man skulle være udsat for eksponering 8 timer hver dag i mængder op til 3000 ng PCB/m3 luft i alle årets dage. Så kunne det måske have en effekt. Det betød, at alle kunne slappe af, for ingen bruger keramikovnen i det omfang. Så efter Golder Associates gennemgang af skolen kunne vi roligt meddele medarbejde, elever og forældre, at vi er frikendt.”
Yderligere målinger
I første omgang har Golder Associates ikke kunnet måle PCB afgasninger på Skt. Annæ Gymnasium på over 300 ng PCB/m3 luft. Der skal laves flere kontrolmålingerne af ovnen for at afdække dens reelle afgasning. Man har fra Skt. Annæ Gymnaiums side valgt at vente med at lave målingerne til ovnen alligevel skal i brug her i efteråret, og så vil man tage stilling, hvad der videre skal ske med ovnen og lokalet.
At få et brev ind af døren med besked om en potentiel indeklimarisiko har været en større omgang for rektor Povl Markussen. Men som sagen står i dag er han tilfreds med det resultat, der er fundet frem til og den måde, sagen er blevet håndteret på. ”Vi har hele tiden været helt åbne omkring problemet, og vi har efterfølgende også fået ros for vores håndtering af det hele. Det var vigtigt at sørge for, at alle involverede fik så klar besked som muligt, og at vi hurtigt fik klarlagt det reelle billede af, hvordan det stod til,” fortæller rektor for Skt. Annæ Gymnasium Povl Markussen.
Senest revideret den 28. oktober 2009