Rundt om formaldehyd
Formaldehyd er at finde i mange ting i vores hverdag. Hvad er det for et stof, hvordan er man opmærksom på det og hvad kan man gøre for at mindske eksponeringen af det?

Hvad er formaldehyd og hvor findes det?
Formaldehyd optræder ved stuetemperatur som en gasart med en stærk, stikkende lugt. Stoffet tilsættes vandbaserede produkter, såsom malinger, lim og lakker, for at undgå forrådnelse. Det findes også i forskellige træprodukter som krydsfiner, MDF-plader og spånplader. Fra disse materialer afgasser formaldehyd og det er denne afgasning, man skal være opmærksom på, da den kan medvirke til forskellige gener, hvis koncentrationen bliver for høj. Også elektroniske apparater som fjernsyn og computere kan afgive kemikalier som formaldehyd. Der er dog kun tale om små mængder.
Formaldehyd står på Miljøstyrelsens liste over farlige stoffer.
Inventaret afgasser.
Afgasningen af formaldehyd i bygninger i dag er begrænset, men brugerne i en bygning kan blive generet, hvad enten det er en arbejdsplads eller et hjem, hvis koncentrationen når tilstrækkeligt højt op. Man skal være særlig opmærksom på brug af nye materialer, da afgasningen af formaldehyd er højest til at begynde med og med tiden aftager. Det er typisk bløde træsorter som gran og fyrretræ, som afgiver flest gasser, mens hårde træsorter som eg, bøg og ask afgiver færrest gasser.
Fugt, temperatur, udluftning og mængde af inventar
Arbejdstilsynet accepterer højst en koncentration af formaldehyd på 0,15 mg/m3 i indeklimaet. Grænseværdien for industrielle arbejdspladser er imidlertid højere, nemlig 0,4 mg/m3, mens EU’s videnskabelige komite for grænseværdifastsættelse i arbejdsmiljøet anbefaler det halve Selvom de enkelte byggematerialer og møbler isoleret set overholder dette, kan alle bidragene fra afgasning af formaldehyd samlet set blive overskredet.
Dette kan ske ved særlige omstændigheder, f. eks ved temperaturforøgelse, dårlig udluftning/ventilation, hvis materialerne udsættes for fugt eller hvis der i samme lokale er en større mængde nyt inventar.
Gener og symptomer
Formaldehyd opfanges i øjnene og næsesvælget, hvor det gør sin virkning. Gener viser sig i form af slimhindeirritation i øjne, næse og svælg.
Gode råd
For at undgå indeklimaproblemer forårsaget af afgasning af formaldehyd er det altafgørende at få luftet ud. Peder Wolkoff, professor ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, henviser til at luften i et rum skal udskiftes cirka ½ gang i timen for at nå 0,1 mg/m3 eller derunder, især hvis der er tale om nyt byggeri eller der er installeret nye træmøbler.
Derfor er der ved indkøb af nye møbler eller brug af nye materialer god grund til at lufte ekstra godt ud helt op til en måned efter indkøbet.
Samtidig henviser Peder Wolkoff til, at man undgår at tingene udsættes for fugt eller for høje temperaturer og at man desuden vælger indeklimamærkede bygningsmaterialer.
Et indeklimamærket produkt har gennemgået en omfattende prøvning og har dokumentation for afgivelsen af kemiske stoffer til luften. Mærket stiller krav til produktet, da der er en øvre grænse for hvor stor afgasningen må være, ligesom der er krav til hvilke stoffer, der må afgasse.
Læs tidligere artikel
Senest revideret den 15. maj 2012